Nye kapitalkrav kan påføre danske banker større omkostninger end andre banker i EU, og det kan ende med at ramme kunderne. Det frygter Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, skriver Finans.
Ifølge bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, lægger Finanstilsynet op til at indføre kapitalkrav, såkaldte nep-krav, der går videre end det, politikerne blev enige om kort før jul for at leve op til EU's krisehåndteringsdirektiv.
Ifølge Torsten Schack Pedersen har der været et "klart politisk ønske" om ikke at indføre nationale særregler på området, der risikerer at ramme danske bankkunder. Ordføreren vil derfor bringe emnet op i Folketingets Erhvervsudvalg, siger han til avisen.
"Jeg kan derfor ikke forstå, at Finanstilsynet ser ud til at lægge noget ovenpå, som kan koste finanssektoren et ekstraordinært trecifret millionbeløb. Min ambition er nu at sætte fokus på dette forhold, så danskerne ikke skal til at betale ekstraordinært meget for at være kunde i en bank," siger Torsten Schack Pedersen.
Banker i oprør over millionregning som følge af nye kapitalkrav