PolicyWatch

Venstre vil have opgør med borgmestres eftervederlag

Også Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener, at Folketinget bør gøre noget ved borgmestres dobbeltløn.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Venstre er klar til at ændre reglerne for borgmestres eftervederlag.

Det skriver Altinget.

"Vi er klar til at lave en opstramning. Det synes vi vil give god mening," siger Karsten Lauritzen, der er gruppeformand i Venstre, til mediet.

Han vil dog endnu ikke lægge sig fast på, hvordan det skal gøres.

Et eksempel på borgmestres eftervederlag er en sag om Bornholms tidligere borgmester Winni Grosbøll (S). Hun fik et års borgmesterløn med sig, da hun fik nyt i job i Friluftsrådet.

Dansk Folkeparti fremsatte ved årsskiftet et beslutningsforslag om at indføre modregning i borgmestres eftervederlag.

Da det forslag blev behandlet i Folketinget, stemte et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale imod.

Dog blev indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) pålagt at indkalde til et møde, hvor reglerne skulle drøftes.

Det er efter det møde, at Venstre kommer med den nye udmelding.

"Det har været en diskussion, om det har været fair, at nogen er gået direkte videre i et nyt job og har taget et års lønninger med sig. Og det vil vi have ryddet op i og set på, om der bør ske en modregning," siger Venstres kommunalordfører Anni Matthiesen til Altinget.

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener, at det er på tide, at Venstre vil gøre noget ved borgmestrenes eftervederlag.

"Vi har jo længe ment, at det mest rimelige er, at borgmestre og regionsformænd modregnes i deres eftervederlag, som det også sker for ministre og folketingsmedlemmer."

"Og det er på tide, at Venstre får øje på den sunde fornuft i det," siger Jens Henrik Thulesen Dahl, der er kommunalordfører i Dansk Folkeparti.

Venstre er det parti, der har næstflest borgmesterposter i Danmark - overgået af Socialdemokratiet.

Kaare Dybvad siger til Altinget, at han ikke ønsker at udtale sig om regeringens holdning til eventuelle ændringer af borgmestrenes eftervederlag.

 

Københavns Kommune tilbageholder millionbetaling for Intervare

EU-Parlamentet vil sikre medier kollektiv forhandlingsret med techkoncerner

Københavns Kommune afleverer ultimatum til Nemlig.com-selskab  

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier