PolicyWatch

Støttepartier kræver klimaløfter i statsministers åbningstale

Både Enhedslisten og SF mener det går for langsomt med at indfri målene for klimaet. Derfor lytter de særligt efter konkrete klimameldinger i statsministerens åbningstale tirsdag.

Mette Frederiksen holder tirsdag åbningtale i Folketinget. | Foto: Philip Davali

Retningen er rigtig, mener støttepartierne. Men de savner tempo og konkrete svar på, hvordan regeringen agter at indfri overordnede mål for klimaet. De forventer derfor signaler eller grønne løfter fra statsminister Mette Frederiksen (S), når hun tirsdag holder åbningstale i Folketinget.

"Jeg er skuffet over, at der ikke er sket mere. Så derfor er det også min forventning, at der kommer mere handling bag de meget flotte grønne ord," siger politisk ordfører i Enhedslisten Mai Villadsen.

Støttepartiet efterlyser flere konkrete håndtag at skrue på, mens regeringen delvist baserer planer for CO2-reduktioner på teknologier, man ifølge Mai Villadsen endnu ikke har kendskab til virkningen af.

"Et af de tiltag, som virkelig vil batte, er en CO2-skat for både industri og landbrug. Det vil betyde uendelig meget, hvis statsministeren faktisk vil nævne det i sin åbningstale. Jeg tvivler desværre på, om det kommer til at ske," siger den politiske ordfører.

Også SF's formand har sin opmærksomhed rettet mod meldinger fra Mette Frederiksen om klimaet.

"Der var to ting, som denne regering blev valgt på: En ambitiøs klimapolitik og en oprustning på velfærd. Det var det, som danskerne ville have, og derfor fik vi et nyt flertal efter valget. Derfor vil mine ører selvfølgelig være slået ud i forhold til, hvor meget statsministeren taler om den klimaudfordring, som vi står med," siger Pia Olsen Dyhr.

Natur og klima er ifølge SF-formanden kommet mere i fokus. Men det er ikke der, hvor SF havde ønsket sig.

"På den grønne dagsorden har vi skullet slæbe regeringen til bordet igen og igen. Men det går i den rigtige retning," siger Pia Olsen Dyhr.

Mens SF desuden forventer mere fokus på sårbare børn og unge og en velfærdsreform, ønsker Enhedslistens ordfører, at statsministeren vil tale mere om fattigdom og kampen for ligeløn.

Folkeskolen er et tredje område, hvor støttepartierne har forventninger til Frederiksen.

Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, ønsker en bredere debat gennem det, som hun kalder "parlamentarisk forankrede partnerskaber".

"Mit bud, helt konkret, er, at vi nedsætter et parlamentarisk forankret partnerskab uden for etpartiregeringen. Noget der ikke skal styres oppe fra den socialdemokratiske stat, men som Folketinget bredt skal tage ansvar for at drive med inddragelse af alle dem, der er involveret," siger Sofie Carsten Nielsen.

Folkeskolereformen, som blev gennemført i 2014 på grundlag af blandt andet De Radikales stemmer, har ifølge Sofie Carsten Nielsen vist sig at være en "fiasko".

 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier