PolicyWatch

Debat: Lavere aldersgrænser og meritter skal afhjælpe den massive chaufførmangel

Transportbranchens store mangel på arbejdskraft kræver handling nu, skriver Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, i et debatindlæg.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har en vifte af bud på, hvordan man kan imødekomme manglen på chauffører. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Glædeligvis er beskæftigelsen tårnhøj, og ledigheden er faldet til det laveste niveau i 12 år. Det er godt for vores fælles økonomi. Til gengæld er der inden for en række brancher opstået en alvorlig mangel på arbejdskraft, så mange virksomheder må sige nej til ordrer. Ikke mindst er der stor mangel på faglærte og håndværkere landet over.

Men også inden for transportområdet er der store problemer.

Jeg får dagligt meldinger fra vognmænd om mangel på chauffører til lastbiler, busser og taxier. Og tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af landtransportvirksomheder, der oplever mangel på arbejdskraft, er steget fra 10 pct. i 2020 til 40 pct. i 2021. Det er en alvorlig udvikling, der hæmmer den uhyre vigtige transport af både personer og gods.

Lastbilerne er afgørende for landets produktion og butikkernes forsyning med varer. Busserne og taxierne er afgørende for persontransporten rundt i landet. Denne situation kalder på resolut politisk handling.

Tænk blot på behovet for taxier landet over op til den stundende jul, hvor rigtig mange skal transporteres sikkert hjem efter en munter julefrokost – også uden for storbyerne. Og vi skulle nødigt komme over i britiske tilstande, hvor hæren måtte sættes ind for at forsyne tomme tankstationer.

Derfor har Venstre indkaldt transportminister Benny Engelbrecht i samråd for at få afdækket, hvilke initiativer regeringen vil tage her og nu samt på længere sigt for at afhjælpe chaufførmanglen.

En vifte af forslag

Venstre er som bekendt et konstruktivt og løsningsorienteret parti, der ikke blot kritiserer og peger fingre. Derfor agter vi selv at byde ind med en vifte af forslag, der kan bidrage til løsning.

For det første bør vi blive bedre til at rekruttere de unge til transportbranchen. Konkret kunne man sænke aldersgrænsen for chauffører på 21 år til f.eks. 19 år på visse betingelser. Det kunne få flere i folden, inden de træffer andre valg.

For det andet bør vi blive bedre til at holde på de ældre chauffører – f.eks. ved, at de fremover må tjene penge ved at køre nogle dage om måneden uden at blive trukket i deres folkepension. For det tredje skal der ske en markant forbedring af sagsbehandlingen hos Færdselsstyrelsen af førerkort, hvor ventetiden er alt for lang for personer med diabetes og andre sygdomme.

For det fjerde skal vi snarest have løst problemet med voldsom mangel på køreprøver. For det femte kunne man give erfarne chauffører merit, så de kan starte med at køre næsten fra dag til dag uden langvarige kurser.

For det sjette foreslår Venstre, at transportministeren inviterer arbejdstagere og arbejdsgivere til en trepartsdrøftelse med det mål at afhjælpe chaufførmanglen.

Men vi er også åbne over for andre forslag. En ting er sikkert. Det skader borgerne og vores samfund, hvis den alvorlige chaufførmangel fortsætter. Hvor der er vilje, er der vej!

I Sønderborg kaldes taxa en "katastrofe" og i Ikast venter kunder i over en time 

ITD melder sig i koret: Vil have straksbøder på rastepladser 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier