Nu har fugleinfluenza ramt dansk farvand: "Det er meget alvorligt"

Myndigheder har nu registreret fugleinfluenza på den danske del af Vadehavet. Fødevarestyrelsen følger situationen med stor alvor.
Der er vigtigt at holde øje med vildfuglene, da de er en trussel mod tamfuglene," lyder det fra Fødevarestyrelsen. | Foto: René Schütze
Der er vigtigt at holde øje med vildfuglene, da de er en trussel mod tamfuglene," lyder det fra Fødevarestyrelsen. | Foto: René Schütze

En ny sæson af fugleinfluenza i Danmark står muligvis for døren. Myndigheder har således registreret fugleinfluenza blandt vilde fugle på den danske del af Vadehavet. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

"Det er meget alvorligt, at vi nu igen har fugleinfluenza i landet, så vi følger situationen nøje, da fugleinfluenza gør de vilde fugle til en trussel mod sundheden i tamfjerkræ", siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsens Center for Dyresundhed, i meddelelsen.

Tidligere i denne uge kunne tyske myndigheder konstatere fugleinfluenza i den tyske delstat Slesvig-Holsten, der grænser op til Danmark. Nu har den smitsomme sygdom ramt dansk grund, ligesom det er tilfældet i flere europæiske lande samt Israel og Rusland.

Fødevarestyrelsen forventer derfor også, at vilde fugle med sygdommen vil ramme det danske fastland i løbet af efteråret.

"Vi vil gerne have hjælp til at overvåge udviklingen, så vi opfordrer borgere, som finder døde eller syge fugle i naturen, til at tippe os om fundet via app'en 'Fugleinfluenza Tip' eller via Fødevarestyrelsens hjemmeside. Vi er specielt interesseret i at få oplysninger om fund, hvor der er flere døde ænder, gæs, svaner eller måger på ét sted. Og fund af enkelte døde rovfugle og kragefugle'," siger Tim Petersen.

Gennem 2020 og 2021 var Danmark ramt af en bølge af fugleinfluenza, hvor der fra novemer 2020 til juli 2021 var 16 udbrud blandt danske besætninger.

Udbruddene kostede sektoren omkring 200 mio. kr., som inkluderer statens udgifter ved aflivning og eksportrestriktioner.

10. august kunne Danmark igen kalde sig fri for sygdommen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også