Regeringen øger antallet af daglige coronatest med 50 procent

Antallet af daglige PCR-test bliver skruet op med 50.000 til 150.000, fortæller sundhedsminister.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Regeringen har besluttet at øge antallet af daglige coronatest fra 100.000 til 150.000.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til DR. Det skal være med til at sikre, at man bedre kan finde smittede og optrevle smittekæder.

Beslutningen om at hæve kapaciteten kommer, efter at der de seneste uger har været en stigende efterspørgsel på test og meldinger om kø ved testcentre.

Tirsdag blev der foretaget 93.000 test - altså tæt på den fulde kapacitet.

Når man skruer op for testkapaciteten, kan det betyde, at der bliver åbnet flere testcentre, indsat flere ansatte i eksisterende testcentre eller har længere åbningstider.

Testkapaciteten er ellers de seneste måneder blev skaleret ned, i takt med at størstedelen af befolkningen er blevet vaccineret, og kravet om coronapas er bortfaldet.

Men på det seneste er smitten og antallet af indlagte gået op, og derfor er der igen flere, som har brug for at tage en test.

I midten af maj var den samlede kapacitet på 670.000 test om dagen - fordelt på PCR og lyntest.

Antallet af testcentre et gået fra mere end 500 til omkring 150, hvoraf kun omkring 100 har åbent hver dag.

De danske sundhedsmyndigheder har mulighed for at skrue op igen relativt hurtigt.

Der er blandt andet lavet en standby-aftale med de private virksomheder, der drev lyntestcentrene, som kan genåbne med 14 dages varsel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også