Hundreder af sygeplejersker strejker en time onsdag morgen

Fortsatte frustrationer over arbejdsvilkår ligger til grund for en strejke hos sygeplejersker onsdag morgen.
Tilbage i September stejkede flere sygeplejesker, selvom konflikten formelt set var afsluttet. Onsdag morgen strejker sygeplejerskerne igen, nu over arbejdsvilkår. | Foto: Marcus Emil Christensen
Tilbage i September stejkede flere sygeplejesker, selvom konflikten formelt set var afsluttet. Onsdag morgen strejker sygeplejerskerne igen, nu over arbejdsvilkår. | Foto: Marcus Emil Christensen
AF RITZAU

Sygeplejersker rundt om på flere af landets hospitaler nedlægger arbejdet en time onsdag morgen.

Arbejdsnedlæggelsen er varslet til at vare fra klokken 7.45 til 8.45.

Ifølge Luca Pristed, der er talsperson for de strejkende sygeplejersker, skyldes arbejdsnedlæggelsen de samme frustrationer, som i sommer første til ti ugers strejke blandt sygeplejerskerne.

Strejken var forårsaget af utilfredshed med en ny overenskomst, som der blev stemt nej til af et lille flertal af sygeplejerskerne.

Den blev dog senere ophøjet til lov med et indgreb fra politikerne.

"Efter ti ugers strejke kom der et lovindgreb, men det løste ikke de problemer, vi prøver at råbe op om."

"Så vi føler stadig et behov for at råbe politikerne op om de problemer, vi har i det danske sundhedsvæsen, som er, at vi mister kolleger hele tiden."

"Vi mangler sygeplejersker på de danske hospitaler, som gør, at det begynder at være farligt at være patient," siger Luca Pristed.

Sygeplejersker fra mindst 13 af landets hospitaler har meldt sig til onsdagens arbejdsnedlæggelse.

Det gælder blandt andet sygeplejersker fra Rigshospitalet, Aarhus Universitets Hospital og Odense Universitets Hospital.

Mellem 100 og 300 sygeplejersker ventes at deltage per hospital.

Også andre faggrupper end sygeplejersker ventes at deltage. Det drejer sig om eksempelvis læger og jordemødre.

Luca Pristed erkender, at onsdagens arbejdsnedlæggelse kan få betydning for nogle patienter.

Men han mener stadig, at der er behov for at stoppe arbejdet.

"Hvis vi bare havde fortsat arbejdet og ikke lavet de her arbejdsnedlæggelser, så ville vi langsomt have mistet flere og flere kolleger."

"Så for os er det det mindste af to onder, at vi er nødt til at sætte foden ned."

"Selvfølgelig kan det godt gå ud over nogle patienter. Men der er et akutberedskab tilbage på afdelingerne, så der ikke er nogen, der er i livsfare på grund af det her. Det er kun en time, vi er væk," siger Luca Pristed.

En undersøgelse lavet af fagforeningen Dansk Sygeplejeråd viser, at næsten hver tiende sygeplejerske inden for den seneste måned har søgt et job, der ligger inden for et andet fag.

Det er næsten en fordobling i forhold til en lignende undersøgelse fra februar i år. Her var det kun én ud af tyve, der søgte væk.

Den seneste undersøgelse bygger på svar fra lidt over 1800 sygeplejersker.

Frustrerede sygeplejersker fortsætter protester

Protesterende sygeplejersker i kommuner kan nu få bod

Sygeplejersker skal betale regning for strejke indtil 2024 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også