Plan for tredje stik til alle voksne kommer i december

Særligt udsatte personer inviteres lige nu til at tredje vaccinestik. I december kommer plan for resten af de voksne.
Snart står den på revaccination af alle voksne danskere. | Foto: Finn Frandsen
Snart står den på revaccination af alle voksne danskere. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau

En plan for revaccination af alle voksne danskere kommer i starten af december. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

"Sundhedsstyrelsen vil i løbet af november gennemgå det faglige grundlag for at kunne udmelde plan for revaccination af resten af befolkningen. Den udmelding vil komme i starten af december," skriver styrelsen.

Aktuelt planlægges der efter, at alle over 18 år skal revaccineres mod covid-19. Arbejdet er allerede i gang blandt udvalgte grupper.

I øjeblikket inviteres primært personer over 65 år, sundhedspersonale og personer i særlig øget risiko til at få et tredje vaccinestik.

Tæt på 370.000 danskere har fået et tredje vaccinestik. Det svarer til 6,3 procent af landets befolkning.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst er glad for, at så mange allerede er blevet revaccineret.

"Men for at holde kontrol med epidemien, beskytte særligt sårbare og et allerede presset sundhedsvæsen vil vi gerne have, at man booker en tid, så snart man modtager invitation til revaccination," siger hun i meddelelsen.

Coronasmitten er den seneste tid steget i Danmark. Fredagens smittetal viste, at der er registreret 2251 nye tilfælde i Danmark.

Det er det næsthøjeste antal i år, og det er kun overgået af torsdag, hvor der blev registreret 2598 tilfælde.

Samtidig er antallet af indlagte steget, så der nu er 263 indlagte med covid-19. Tallet er tredoblet på en måned.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også