Børn og sundhedsfolk takker i stor grad nej til influenzavaccine

Flere persongrupper kan få gratis influenzavaccine. Alligevel takker flere nej, herunder børn og sundhedsfolk.
Kun 25 procent af sundheds- og plejepersonalet har indtil videre valgt at tage imod en influenzavaccine. | Foto: Olivia Loftlund
Kun 25 procent af sundheds- og plejepersonalet har indtil videre valgt at tage imod en influenzavaccine. | Foto: Olivia Loftlund
af ritzau

Siden 1. oktober har en række persongrupper haft mulighed for at benytte sig af et tilbud om gratis vaccination imod influenza. Sundheds- og plejepersonale er blandt dem, der kan få en gratis vaccine.

Indtil videre er det dog kun 25 procent af sundheds- og plejepersonalet, der på landsplan har takket ja til tilbuddet. Det er markant under Sundhedsstyrelsens målsætning på 95 procent.

Statens Serum Institut (SSI) har opgjort, hvordan tilslutningen er fordelt geografisk, og det viser sig, at det især er i områderne uden for de store byer, at tilslutningen halter.

Ifølge Frederikke Kristensen Lomholt, der er læge hos SSI, kan de geografiske forskelle på tværs af landet skyldes flere forhold.

"Der kan for eksempel være forskel på, hvor alvorligt man selv opfatter influenza og behovet for at blive vaccineret. Eller der kan være forskelle i adgangen til vaccinationstilbud, måske kombineret med forskelle i omfanget af de gennemførte borgerrettede informationskampagner mellem kommunerne. Derudover kan sammensætningen af de enkelte målgrupper adskille sig imellem kommunerne," siger Frederikke Kristensen Lomholt i en pressemeddelelse.

Behov for øget indsats blandt børnene

Børn i alderen 2-6 år er også en af de grupper, der gratis kan få en vaccine. Her er tilslutningen på landsplan blot 19 pct. Også for denne gruppe er der stor forskel i tilslutningen. Den er størst omkring de store byer.

"Mens det generelt går rigtig godt med vaccinationstilslutningen blandt de ældre risikogrupper, går det temmelig trægt blandt de yngre, for eksempel de gravide, sundheds- og plejepersonalet og børnene mellem 2 og 6 år. Der er behov for at øge indsatsen for at sikre en højere tilslutning i disse grupper, før influenzasæsonen begynder for alvor," lyder det.

Der er i alt indkøbt 2,5 millioner doser influenzavaccine til tilbuddet om gratis vaccination. Ved udgangen af sidste uge var 1,9 millioner influenzavacciner modtaget fra vaccineproducenterne og leveret af SSI til de forskellige vaccineudbydere i Danmark.De resterende vacciner leveres i de kommende uger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også