Støttepartier om overvågningsforslag: Klamphuggeri og forargeligt

Regeringen lægger i nyt lovforslag op til at forsætte overvågning af borgernes teledata i vid udstrækning.
Mobilmast. | Foto: Jacob Ehrbahn
Mobilmast. | Foto: Jacob Ehrbahn
AF RITZAU

To af støttepartierne vil ikke støtte regeringens lovforslag om registrering af borgernes teledata. Forslaget lægger op til at forsætte den overvågning, som EU-Domstolen har kaldt ulovlig gentagne gange.

Både SF og Enhedslisten er forargede over, at regeringen i vid udstrækning vil fortsætte registreringen eller logningen af borgernes telefoner.

"Det her er noget klamphuggeri, og det sikrer stadig ikke borgernes rettigheder. Man når ikke i mål med det, man skal," siger it-ordfører Eva Flyvholm (EL).

Regeringen ønsker at lave om på de nuværende regler, som flere gange er blevet dømt ulovlige af EU-Domstolen.

En række organisationer vurderer dog, at regeringens ændringer er i strid med EU-retten. Det frygter ordførerne også.

"Det hører til sjældenhederne, at man fremsætter et forslag, som indebærer en "væsentlig procesrisiko", og det tyder jo på, at regeringen godt er klar over, at deres forslag ikke er lovligt," siger SF's retsordfører Karina Lorentzen i en kommentar.

Hun henviser til, at regeringens jurister selv vurderer, at der er en stor sandsynlighed for, at forslaget er ulovligt. Det forarger også Enhedslisten.

"Det er nærmest lovsjusk med åbne øje. Det er nogle ret store problemer. Vi har brug for et opgør med den måde, Danmark laver logning på, fordi det klokkeklart er i strid med menneskerettighederne," siger Eva Flyvholm.

Ser ikke kønt ud

Skiftende regeringer er i årevis fortsat med en ulovlig praksis, hvor informationer om placeringen af borgernes mobiltelefoner registreres og gemmes.

"Det ser ikke kønt ud, at regeringen med åbne øjne ikke respekterer den dom, der er faldet, og som pålægger dem at ophøre store dele af overvågningen," siger Karina Lorentzen.

Hun kritiserer også, at lovforslaget først lægges ud nu og skal førstebehandles allerede i næste uge og gælde fra nytår.

Regeringen lægger op til en målrettet geografisk registrering, og den kan blive omfattende.

I dag er teleselskaberne pålagt at logge al data. Ifølge lovforslaget vil de fremover blive pålagt at registrere data fra områder, som svarer til op mod en femtedel af Danmarks samlede landareal.

Regeringens lovforslag bliver også udvidet på nogle områder. Grænsen for registrering, når det handler om organiseret kriminalitet, nedsættes fra seks til tre år.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også