Danmark får kritik for mangelfuld gennemførelse af EU-regler

EU-Kommissionen indleder procedure for traktatbrud mod Danmark for ikke at have gennemført EU-regler korrekt.
Danmark og 17 øvrige lande har to måneder til at svare kommission på, hvorfor direktiv ikke er ordentligt implementeret. | Foto: Thomas Borberg
Danmark og 17 øvrige lande har to måneder til at svare kommission på, hvorfor direktiv ikke er ordentligt implementeret. | Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Danmark og 17 andre medlemslande får en løftet pegefinger af EU-Kommissionen. Landene har ikke sikret en korrekt gennemførelse af EU-regler, som handler om regulering af erhverv.

Derfor indleder kommissionen en procedure for traktatbrud mod landene. Danmark og de øvrige lande har nu to måneder til at svare kommission på, hvorfor reglerne ikke er ordentligt implementeret.

Det er et direktiv fra 2018, som landene ikke har efterfulgt ifølge kommissionen. Direktivet handler om, at de krav, som lande har til erhverv, skal være nødvendige og afbalancerede. Reglerne skal gøre det nemmere for kvalificerede ansøgere at få adgang til eller udøve en lang række erhverv.

Når reglerne ikke er ordentligt på plads kan det have flere konsekvenser ifølge kommissionen. Det kan for eksempel føre til uforholdsmæssigt høje priser og undergrave innovative tjenesteydelser, lyder det.

En traktatbrudsprocedure kan lyde alvorlig. Men der er blot tale om et første skridt. Her bliver landene bedt om at svare på, hvorfor de ikke efterlever reglerne endnu.

Næste skridt er en begrundet udtalelse fra EU-Kommissionen. Det er, når landene formelt bliver bedt om at overholde EU-retten. Hvis det ikke fører til ændringer, kan det bringes for EU-Domstolen.

Men de fleste sager løses, før de ender hos EU's øverste retsinstans.

Direktivet omfatter cirka 50 millioner europæere. Det svarer til godt en femtedel af EU's arbejdsstyrke.

De arbejder i erhverv, hvor adgangen er begrænset til personer med specifikke kvalifikationer, eller hvor brugen af en specifik titel er beskyttet. Det kan for eksempel være advokater eller apotekere.

I disse erhverv vil der ofte være specifikke krav til, hvordan de skal udøves. Direktivet skal sikre, at reglerne for erhvervene er berettigede og forholdsmæssige.

Partier siger klart nej til EU's ønske om at drøfte vaccinepligt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også