Regeringen opjusterer i forvejen historisk højt vækstskøn

I år foprventer regeringen en vækst på 3,9 procent. Til næste år ventes væksten at falde til 2,8 procent.
Finansminister Nicolai Wammen mener, at vi står med en økonomi i stærk fremgang. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen mener, at vi står med en økonomi i stærk fremgang. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
af ritzau

Siden sensommeren er regeringen blevet mere optimistisk omkring udviklingen i den danske økonomi. Der ventes således en højere vækst i år, end det var tilfældet på daværende tidspunkt.

Det fremgår af den seneste økonomiske redegørelse fra Finansministeriet. Den bliver offentliggjort tre gange om året og giver prognoser for økonomien.

I december-udgaven skønner regeringen, at væksten i 2021 vil ende på 3,9 procent. Det er marginalt højere end skønnet i august-udgaven, der var 3,8 procent.

Ender økonomien med at vokse med 3,9 procent i år, vil det være den største vækst siden 2006, hvor væksten også var på 3,9 procent ifølge Danmarks Statistik.

I redegørelsen bliver der peget på flere årsager til den positive udvikling, herunder høj beskæftigelse og lav ledighed.

"Der er stadig virksomheder og brancher, som har det svært, men samlet set er der i dag flere i beskæftigelse i Danmark, end der nogensinde har været. Med under 90.000 ledige skal vi helt tilbage til før finanskrisen for at finde et lavere tal. "I dag, under to år efter coronakrisen ramte verden, står vi med en dansk økonomi i stærk fremgang," siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

For næste år skønner regeringen, at væksten vil ende på 2,8 procent. Det er samme skøn, som regeringen kom med i august.

Optimistisk prognose

Væksten forventes at aftage yderligere i 2023, hvor regeringen forventer en vækst på 2,1 procent. Det er første gang, at regeringen leverer et skøn for 2023.

I Dansk Erhverv mener cheføkonom Tore Stramer, at regeringen har fremlagt en optimistisk prognose, der som udgangspunkt ikke forventer, at den nye og smitsomme Omikron-variant vil afspore opsvinget i dansk økonomi.

"Selv om risikoen er betydelig i øjeblikket, og der formentlig venter en hård vinter med yderligere restriktioner, så forventer vi på linje med regeringen et fortsat pænt opsving over de kommende år," siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

Regeringen kommer i sine redegørelser også med skøn for prisudviklingen på boligmarkedet.

I den seneste udgave skønnes huspriserne for enfamiliehuse i 2021 at stige med 10,4 procent. Det er en nedjustering i forhold til august. Her forventede man en stigning på 13,1 procent.

Til næste år skønner regeringen nu, at huspriserne vil stige med 3,3 procent og med 2,8 procent året efter.

Nationalbanken venter højeste vækst i Danmark i 15 år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også