PolicyWatch

Coronapassets gyldighed bliver snart forkortet

Sundhedsstyrelsens anbefaling får politisk opbakning, så coronapassets gyldighed igen forkortes. Efter to vaccinestik eller efter konstateret smitte skal passet fremover gælde i fem måneder. Gyldigheden efter tre stik er ikke afklaret. (Opdateret)

Coronapasset står til at få kortere gyldighed. | Foto: Thomas Borberg

Regeringens støttepartier - De Radikale, SF og Enhedslisten - bakker op om at forkorte gyldigheden af coronapasset.

Det oplyser partierne til Ritzau.

Det samme gør Dansk Folkeparti og De Konservative ifølge TV 2.

Dermed forkortes coronapassets levetid inden længe. Netop det har Sundhedsstyrelsen anbefalet. Den anbefaling har regeringen tænkt sig at følge. Og det bliver altså ikke svært at få forslaget til at blive realitet.

Det giver god mening, siger sundhedsordfører Christina Thorholm (R).

"Det viser sig, at man er beskyttet i kortere tid af de vaccinationer. Derfor er det vigtigt, at coronapasset passer sammen med den beskyttelse, der er, så folk bliver revaccineret i forhold til at reducere smittespredningen."

"Derfor virker det som et godt tiltag at forkorte. Og spørgsmålet er, om man skulle forkorte endnu mere," siger Christina Thorholm.

I forhold til om gyldigheden skal forkortes endnu mere, vil De Radikale dog først afvente de sundhedsfaglige råd fra de relevante myndigheder.

Hos oppositionen skal Venstre først drøfte emnet internt, inden man melder ud. Det oplyste sundhedsordfører Martin Geertsen (V) tidligere torsdag.

Forkortelser for to stik og efter smitte

Konkret vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forkorte gyldigheden af coronapasset efter to vaccinestik og for personer, der tidligere har været smittet.

Det oplyste Sundhedsministeriet onsdag.

Ifølge Heunicke skal coronapasset skal være gyldigt i fem måneder, efter at personer over 18 år har fået andet vaccinestik.

Der var ellers lagt op til, at gyldigheden fra midten af januar skulle være syv måneder. Så der bliver skåret yderligere to måneder af, hvis forslaget bliver en realitet.

Samtidig lægges der op til, at coronapasset skal være gyldigt i fem måneder, hvis man har haft covid-19.

Aktuelt er varigheden seks måneder. Så det vil sidestille længden af gyldigheden af coronapas efter tidligere smitte med det, der fås efter to stik.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår coronapasset udløber efter tredje stik.

Der er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke tilstrækkelig viden om, hvor hurtigt immuniteten mod omikron aftager for dem, der er blevet vaccineret tre gange.

DF: Behov for kommunikationsindsats

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt kan godt forstå de faglige begrundelser for at forkorte coronapasset, fordi vaccinen ikke virker i lige så lang tid over for omikronvarianten.

"Men jeg tror også, at mange borgere efterhånden er så frustrerede over de ændrede retningslinjer, at de snart ikke kan se formålet med coronapasset."

"Når gyldigheden går fra 12 til 7 til 5 måneder, er det så i det hele taget noget, man skal blive ved med at have, vil mange måske spørge sig selv," siger hun.

Derfor vil ændringerne kræve en særlig kommunikationsindsats, lyder det.

"Det er vigtigt, at borgerne forstår baggrunden, og at der kan ske ændringer igen, hvis der kommer ny faglig viden," siger Liselott Blixt.

Det er Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, enig i.

 

Flertal vil fastholde restriktioner med udsigt til høj smitte 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier