Universtitetsansatte ingeniører vil søge andet job ved udflytning

Efter en politisk aftale står uddannelser til at flytte. Ingeniører vil jagte nye job, viser en rundspørge.
Ingeniører har ikke tænkt sig at flytte med, hvis studiepladser flyttes, viser undersøgelse. | Foto: Nanna Navntoft
Ingeniører har ikke tænkt sig at flytte med, hvis studiepladser flyttes, viser undersøgelse. | Foto: Nanna Navntoft
af ritzau

Hvis de universitetsuddannelser, som medlemmerne af Ingeniørforeningen (IDA) arbejder på, ender med at blive flyttet, vil mange søge nye græsgange.

Det kan blive aktuelt på grund af en politisk aftale fra i sommer, som skal give et højere optag på uddannelser uden for storbyerne og lavere optag i de største byer. Det løses nemlig dels ved en fysisk flytning af nogle uddannelser, dels en lukning af andre. Og det kan altså potentielt ramme de uddannelser, hvor der er ansat ingeniøruddannede.

I en rundspørge fra fagforeningen svarer cirka halvdelen af de 759 adspurgte medlemmer, at de vil prøve at finde et andet job, hvis deres job flytter til en anden by.

Blandt de adspurgte, som hovedsageligt er undervisere, svarer kun syv procent, at de vil flytte med. Det oplyser Ingeniørforeningen i en pressemeddelelse.

Det viser ifølge formand Thomas Damkjær Petersen, at aftalen om udflytning ikke er gennemtænkt.

”I sidste ende kan det få fatale konsekvenser for kvaliteten på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser og dermed vores hjemlige vækst og velstand,” siger han i pressemeddelelsen.

Giver ikke mening

Uddannelsesinstitutionerne har skullet fremlægge planer for, hvordan de vil leve op til aftalens krav om udflytning eller nedlæggelse af studiepladser. I aftalen stod der, at der skulle udarbejdes oplæg til, hvordan optaget i de fire største byer kunne udflyttes eller nedskaleres med op til ti procent.

Men ifølge Politikens oplysninger vil langt hovedparten af institutionerne foreslå, at de skal flytte eller nedlægge færre pladser end hver tiende.

IDA’s formand, Thomas Damkjær Petersen, mener, at uddannelserne på det såkaldte Stem-område bør fritages for reduktion i optaget. Stem dækker over uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.

”Når der er en dokumenteret mangel på arbejdskraft på Stem-området, så langt øjet rækker, giver det ikke mening at lave store udflytningsplaner, der i bedste fald ender som et nulsumsspil og i værste fald vil medføre færre studerende på området,” siger han.

I undersøgelsen svarer to procent, at de vil starte som selvstændig ved en udflytning, mens otte procent vil gå på pension.

Cirka en fjerdedel af de adspurgte er uafklarede og svarer ”ved ikke” blandt valgmuligheden til fremtiden, hvis jobbet flyttes. Otte procent svarer, at de vil ”andet” end de skitserede muligheder.

De 759 deltagere i rundspørgen svarer til lidt flere end hver femte af IDA’s medlemmer, der arbejder på universiteter.

Uddannelser: Umuligt at nedlægge hver tiende plads

Tommy Ahlers kritiserer ”virkelig dårlig aftale”

Minister: ITU-plan er ikke det endelige resultat

Politikere på stribe kritiserer udflytningsplaner af uddannelsespladser

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også