Messerschmidts plan stemt ned: Skaarup fortsætter som gruppeformand

DF-formand Morten Messerschmidt havde indstillet René Christensen som ny gruppeformand, men blev stemt ned. Peter Skaarup fortsætter på posten. (opdateret)
Peter Skaarup (tv.) fortsætter som gruppeformand i DF, selvom Morten Messerschmidt (th.) havde ønsket det anderledes. | Foto: Jens Dresling
Peter Skaarup (tv.) fortsætter som gruppeformand i DF, selvom Morten Messerschmidt (th.) havde ønsket det anderledes. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Efter lidt over en uge på formandsposten i Dansk Folkeparti havde Morten Messerschmidt tirsdag håbet på at sætte sit første aftryk. Men planen glippede.

Messerschmidts indstilling til en ny gruppeledelse blev ikke fulgt af et flertal i folketingsgruppen, og det endte med to afstemninger, hvor Messerschmidts indstillinger begge gange blev stemt ned.

Det står fast efter tirsdagens gruppemøde.

Messerschmidt havde også indstillet Dennis Flydtkjær som nyt medlem af gruppebestyrelsen i stedet for Thulesen Dahl, men også det blev stemt ned.

I valget til gruppeformand fik Skaarup otte stemmer, mens René Christensen fik syv. Én stemte blankt. I valget til nyt medlem i gruppeledelsen fik Skibby ti stemmer, mens Flydtkjær fik seks. Det oplyser partisekretær Steen Thomsen.

Om at blive underkendt af sin egen folketingsgruppe siger Messerschmidt:

”Jeg har hele tiden sagt, at det vigtige for mig var, at gruppen kunne se sig i det her. Så da der var et ønske om afstemning, var det ikke noget, jeg så som et angreb. Der har været splittelse, og nu går der en tid, hvor vi skal findes fælles fodslag.”

Skibby nyt ansigt i gruppeledelsen

Den nye gruppeledelse i DF består nu af Morten Messerschmidt, René Christensen, Peter Skaarup, Hans Kristian Skibby og Liselott Blixt. Sidstnævnte sad i gruppeledelsen i forvejen, så Skibby endte med at blive eneste nye ansigt i gruppeledelsen.

Kristian Thulesen Dahl havde i forvejen meddelt, at han ikke ønskede at være en del af ledelsen efter at være stoppet som formand.

Messerschmidt blev valgt som DF-formand 23. januar på et ekstraordinært årsmøde. Han vandt formandskampen foran Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Hvis Messerschmidt var lykkedes med sin plan, havde han haft et flertal bag sig i gruppeledelsen i og med, at René Christensen og Dennis Flydtkjær offentligt havde støttet ham i formandsopgøret.

Blixt støttede Merete Dea Larsen, mens Skaarup ikke har meldt ud offentligt, hvem han støttede som ny formand.

Skibby støttede Henriksen.

”Jeg er ikke valgt for at skulle sprede, jeg er valgt for at skulle samle,” siger Skibby.

Messerschmidt fik stor sejr: Ny formand for Dansk Folkeparti

Pia Kjærsgaard bliver i DF uanset hvem der bliver formand

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også