Myndigheder er i gang med at skrue ned for testblusset

Færre PCR-test og ændrede isolationsregler kan være på vej, oplyser sundhedsmyndigheder til Ekstra Bladet.
af ritzau

Sundhedsmyndighederne er ved at ændre teststrategien. PCR-kapaciteten skal skrues ned, ligesom der kan komme nye retningslinjer for, hvornår man skal gå i isolation. Det oplyser Sundhedsministeriet og Statens Serum Institut (SSI) til Ekstra Bladet.

Ministeriet oplyser, at myndighederne har fået rådgivning fra den faglige referencegruppe. Her er den fremadrettede strategi blevet drøftet, lyder det.

I en mail skriver SSI’s faglige direktør, Tyra Grove Krause, at kapaciteten på 200.000 daglige PCR-test er for meget.

”Det behøver ikke være i samme omfang, som vi lige har været igennem, hvor vi PCR-tester 200.000 om dagen. Men der bør fortsat være en testning af de ældre og sårbare også ved milde symptomer, eventuelt via privatpraktiserende læger. Herunder vil det være relevant at teste indlagte,” skriver hun til Ekstra Bladet.

Det vil fortsat være vigtigt at bevare overvågning af coronaudviklingen i samfundet. Her spiller PCR-test en rolle, som dog vil blive mindre, mens andre metoder som spildevandsovervågning får større betydning.

Desuden ser myndighederne på anbefalingerne for isolation. Som det er nu, behøver man ikke isolere sig, selv om man er nær kontakt. Men det anbefales at blive testet efter tre dage. De retningslinjer kan blive ændret, skriver Ekstra Bladet.

I Sverige lyder opfordringen, at man kun behøver at lade sig teste, hvis man er patient eller ansat på sygehuse eller på ældreområdet. For andre med symptomer gælder det, at man bør blive hjemme.

Blandede politiske reaktioner

Til DR siger både Venstre og De Konservative, at man bør gøre det samme i Danmark. Jo hurtigere antallet af test skrues ned, desto bedre.

Ifølge De Radikale har nogle stadig brug for test, men ”vi skal selvfølgelig skalere ned for teststrategien den kommende tid”, siger sundhedsordfører Stinus Lindgren til mediet.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener, at mængden af test skal udfases i løbet af de kommende måneder. Det skal dog være muligt at få en PCR-test, hvis man er nær kontakt eller har symptomer, siger han til DR.

Siden 1. februar, hvor restriktioner og dermed coronapas forsvandt, er der blevet foretaget mellem 120.000 og 200.000 PCR-test om dagen. I februar har mellem 40.000 og 60.000 dagligt fået en positiv coronatest.

Flertal vil have undersøgt teststrategi efter kritik

Læger kritiserer: For lidt viden om coronateststrategi

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også