DF-afhopper har ansøgt om nyt partinavn til Folketinget

Tidligere DF-profil Martin Henriksen har ansøgt om godkendelse af partinavn til folketingsvalg i kølvandet på fem udmeldelser. (opdateret)
Tidligere DF'er Martin Henriksen har ansøgt om nyt partinavn. | Foto: Tilde Døssing Tornbjerg
Tidligere DF'er Martin Henriksen har ansøgt om nyt partinavn. | Foto: Tilde Døssing Tornbjerg
af ritzau

Indenrigsministeriet har modtaget en ansøgning fra Martin Henriksen om at godkende et nyt partinavn til et folketingsvalg.

Ekstra Bladet er i besiddelse af dokumentation, der viser de første skridt mod et nyt parti fra den tidligere DF-profil og mangeårige udlændingeordfører.

”Jeg er ikke afklaret omkring, hvad fremtiden bringer for mit vedkommende. Hvis jeg var det, så skulle jeg såmænd nok sige det. Det kan også blive noget helt andet end politik,” siger Martin Henriksen til avisen.

Martin Henriksen stillede op til formandsvalget i Dansk Folkeparti, men tabte til Morten Messerschmidt, der blev ny formand for omkring en måned siden. Henriksen har siden meldt sig ud af partiet og hovedbestyrelsen.

Fem partiprofiler og folketingsmedlemmer har siden mandag meldt sig ud af partiet på grund af den nye formand. Det er uvist, om de kunne have en interesse i at stille op, hvis Henriksen danner et nyt parti.

Det har indtil nu heller ikke været muligt for avisen at få opklaret, hvad det pågældende partinavn er.

”Jeg vil ikke kommentere ting, jeg sender eller ikke sender til offentlige myndigheder. Hvis jeg over for Ekstra Bladet eller andre medier begyndte at bekræfte, at jeg har truffet en endelig beslutning om at starte et nyt parti, så ville jeg sige noget, som ikke passer,” siger Martin Henriksen til Ekstra Bladet.

Det er Valgnævnet, som godkender partinavne. Indenrigsministeriet oplyser, at valgnævnet mødes næste gang 26. april.

I mange år var Henriksen Dansk Folkepartis profilerede udlændingeordfører i Folketinget. Her røg han dog ud ved 2019-valget, hvor partiet gik meget tilbage. Han er siden sin udmeldelse fortsat som løsgænger i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune.

Under valgkampen til at blive formand var han særdeles kritisk over for Morten Messerschmidt. Da Henriksen for halvanden uge siden forlod partiet, smækkede han med døren.

”Partiet har forandret sig, og man har valgt en anden retning, og det må man også tage konsekvensen af. Det er det, jeg gør. Og så ser vi, hvad fremtiden bringer,” sagde han til Ritzau.

Dansk Folkeparti mister sin erhvervsordfører

Medier: Fire folketingsmedlemmer forlader DF i formandsprotest

Martin Henriksen melder sig ud af DF efter formandsopgør

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også