DF-udmeldelser udfordrer regeringens flertalsmuligheder

Med en række udmeldelser har DF ikke længere en størrelse, som kan erstatte et af støttepartierne i aftaler.
Liselott Blixt er blandt de folketingsmedlemmer, der har meldt sig ud af DF. | Foto: Jens Dresling
Liselott Blixt er blandt de folketingsmedlemmer, der har meldt sig ud af DF. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Konsekvenserne rækker ud over det kriseramte Dansk Folkeparti, når fem folketingsmedlemmer siden mandag aften har meldt sig ud af partiet i protest mod den nye formand, Morten Messerschmidt.

Dansk Folkeparti har nemlig i flere tilfælde leveret de afgørende mandater til regeringens store aftaler. Men med de fem udmeldelser er Dansk Folkeparti ikke længere stort nok til at erstatte et af støttepartierne i politiske aftaler.

”Det er klart, at det i praksis bliver betydeligt mere besværligt for regeringen fremadrettet,” siger Erik Holstein, politisk kommentator ved Altinget.

Rent politisk burde det ikke ændre så meget, vurderer han. Men der kan opstå nogle praktiske problemer.

”Regeringen skal pludselig til at forhandle med to forskellige forhandlingsdelegationer. Og fordi de har det så elendigt med hinanden, de to DF-grupper, så kan det jo blive ret kringlet,” vurderer Erik Holstein.

DF har blandt andet leveret flertallet til regeringens helt store valgløfte, Arne-pensionen. Partiets mandater har også været afgørende i aftalen om udenlandske boligspekulanter, kaldet Blackstone-aftalen og senest i reformaftalen om at få flere til at arbejde mere.

Siden mandag aften har DF mistet 5 af 16 folketingsmedlemmer. Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech sagde farvel og tak mandag aften. Tirsdag morgen fulgte Hans Kristian Skibby efter.

”I hvert fald Blixt og Bøgsted står meget for den linje, som Thulesen Dahl (tidligere formand, red.) praktiserede nogle år med lige så godt at kunne samarbejde med Socialdemokratiet som med de borgerlige,” siger Erik Holstein.

Efter at de fem medlemmer har meldt sig ud, er Dansk Folkeparti ikke længere Folketingets tredjestørste parti. Det er nu det syvendestørste. Der er i alt 12 partier i Folketinget.

Dansk Folkeparti mister sin erhvervsordfører

Firedobbelt DF-exit overrasker Messerschmidt: Fortsætter min kamp

DF-sundhedsordfører: Kupmagere mod Thulesen Dahl belønnes med magt

Medier: Fire folketingsmedlemmer forlader DF i formandsprotest

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også