Nyansatte skattemedarbejdere er guld værd for statskassen

Flere medarbejdere til skatteopkrævning har givet flere penge i statskassen, viser en analyse foretaget af Skatteministeriet.
Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen
af ritzau

Når medarbejdere i Skat sender opkrævninger ud, er de deres egen løn værd adskillige gange.

Alene i 2020 var der kontrolopkrævninger på cirka 18 milliarder kroner. Det er et gennemsnit på 14 millioner kroner per årsværk. Det fremgår af en ny analyse foretaget af Skatteministeriet.

”Regeringen har sat gang i et historisk løft af skattevæsenet med 1000 nye medarbejdere frem mod 2024. Analysen viser, at stærkere kontrol betaler sig. Det er vigtigt, at vi gør det nemt at betale, men også stopper snyd og fusk,” siger skatteminister Jeppe Bruus (S) i en pressemeddelelse.

Skattekontrollen har i mange år været mangelfuld og betydet, at staten er gået glip af milliarder af kroner.

Det skyldes, at et politisk flertal i midten af 00’erne besluttede at digitalisere skattekontrollen og fyrede flere hundrede medarbejdere, inden et nyt system var ordentligt på plads.

Det milliarddyre it-system EFI, der skulle inddrive offentlig gæld, blev skrottet i 2015, fordi det var fyldt med fejl. Derfor besluttede et politisk flertal at ansætte 1000 nye medarbejdere i skatteforvaltningen og at oprette otte nye skattecentre frem mod 2023.

I rapporten vurderer Skatteministeriet de fremadrettede perspektiver for flere ansættelser i kontrollen. Her vurderes det, at der ved ansættelse af 1000 ekstra kontrolmedarbejdere vil være potentiale for yderligere kontrolopkrævninger på 1-7 milliarder kroner. 2000 yderligere kontrolmedarbejdere har et potentiale på 2-11 milliarder kroner. Tallene er behæftet med ”betydelig usikkerhed”.

Kontrolopkrævningerne betyder en større indtægt for statskassen, fordi ikke alle borgere og virksomheder har regnet korrekt. Mange virksomheder laver fejl i deres momsangivelser. Nogle begår decideret svindel.

I 2020 medførte kontrolindsatsen mod momskarruseller for eksempel opkrævninger for over 280 millioner kroner.

Regeringen vil hæve budgettet til skattekontrol

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også