Aftale om udflytning af uddannelser faldet på plads

Bredt politisk flertal har nu udmøntet sidste års aftale om udflytning af videregående uddannelser. IT-Universitetet friholdes for konkrete udflytnings- og nedskaleringsforventninger frem mod 2030.
Foto: PR/ITU
Foto: PR/ITU
Af RITZAU og Morten Steen

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om, hvordan sidste års plan om udflytning af videregående uddannelser skal føres ud i livet. Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at en række videregående uddannelser skal flyttes ud af de større byer. I de kommende år skal det eksempelvis være muligt at uddanne sig til socialrådgiver i Hjørring, dyrlæge i Foulum ved Viborg, datamatiker i Tønder, lærer i Svendborg og arkitekt i Kalundborg. Det fortæller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

”Der skal være gode muligheder for at tage en uddannelse i alle landsdele i Danmark. Et bredt flertal i Folketinget tager her ansvar for, at faldende ungdomsårgange ikke fører til yderligere centralisering og lukning af uddannelser på tværs af landet,” siger han.

Aftalen er indgået af regeringen, Venstre, SF, De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.

Planerne om udflytning af uddannelser har mødt modstand. Blandt andet fra universiteterne der frygter ringere kvalitet af uddannelserne.

Oprindeligt var der lagt op til, at 10 procent af uddannelsespladserne ville forsvinde i de fire universitetsbyer. Det tal er nu barberet ned til 6,4 procent. Derudover er der en række uddannelsesinitiativer, der modtager flere penge end oprindeligt planlagt.

Partierne bag aftalen har således prioriteret 805 millioner kroner i etablerings- og udviklingsmidler frem til 2028.

”Vi har sikret flere penge i aftalen, og det er en stor sejr. Vi får nu flere gode uddannelser i hele landet. Samtidig er vi heldigvis endt noget fra de bekymrede scenarier, uddannelsesinstitutionerne fremlagde,” siger uddannelsesordfører Astrid Carøe (SF).

IT-Universitetet slipper

På IT-universitetet kan man glæde sig over, at man - modsat den oprindelige plan - slipper for at flytte uddannelsespladser ud.

”Aftalepartierne lægger vægt på, at ITU er en lille institution, som uddanner til et arbejdsmarked med stor efterspørgsel og således generelt har dimittender med lav ledighed. Partierne er på den baggrund enige om, at ITU friholdes for konkrete udflytnings- og nedskaleringsforventninger frem mod 2030,” lyder det i et bilag til aftalen.

Af den fremgår det, at ITU, i forlængelse af den politiske aftale, har udarbejdet planer for, hvordan institutionen frem mod 2030 vil reducere optaget på hovedcampus med 5-10 pct. ift. optaget i 2019.

Det var meningen, at der skulle laves en selvstændig tandlægeuddannelse i Hjørring. Men det har vist sig markant dyrere end forventet. Derfor har partierne bag aftalen valgt at prioritere 165 millioner kroner til at uddanne flere tandlæger på de eksisterende tandlægeuddannelser.

IT-Universitetet slipper for udflytning af studiepladser´

SF om udflytning af uddannelser: Det er ikke givet at vi er med

Uddannelser: Umuligt at nedlægge hver tiende plads

Tommy Ahlers kritiserer ”virkelig dårlig aftale”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også