Miljøminister Lea Wermelin (S) og transportminister Trine Bramsen (S) indkaldes i et nyt samråd om byggeriet af Lynetteholmen, efter at et kritisk brev fra Sveriges tidligere miljøminister ikke blev forelagt Folketinget.
Torsdag blev de to ministre på et samråd afkrævet svar på, hvorfor brevet ikke blev delt. Men svarene var ikke gode nok, og derfor er de to indkaldt igen - umiddelbart efter påske.
”Vi fik ikke tilfredsstillende svar. Allerede nu står det klart, at det er en meget uacceptabel proces,” siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V).
Det helt centrale ifølge ordføreren er, at Folketinget skal have alle relevante dokumenter, specielt i forbindelse med en lovgivningsproces.
Lea Wermelin sagde på og efter samrådet, at ansvaret reelt ligger hos transportministeren. Hun henviste til, at anlægsloven og den følgende dialog med Folketinget var forankret i Transportministeriet.
Men det giver Kristian Pihl Lorentzen ikke noget for. Det var miljøministeren, som modtog brevet, og som sad ved bordenden i dialogen med Sverige.
Der er umiddelbart lagt op til, at der vil blive udtalt kritik i forlængelse af samrådet efter påske.
Brev nævnt i Folketingssalen
Den tidligere svenske miljøminister Per Bolund skrev ifølge DR i maj 2021 et brev til Wermelin, hvori han bad Danmark om at indstille klapningen af slam fra anlæg af Lynetteholmen i Køge Bugt midlertidigt. Klapning, som er betegnelsen for dumpning af opgravet havbund fra havne og sejlrender, kan forurene og skade havmiljøet.
Derfor ville Sveriges regering have undersøgt konsekvenserne af klapningen, før den eventuelt kunne fortsætte.
Professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh har tidligere over for DR sagt, at det er problematisk, at brevet ikke blev delt med Folketinget.
”Vi har ikke fulgt reglerne, sådan som det ser ud efter de papirer, jeg har set. Fordi så skulle vi have ventet. Det er sådan set det helt centrale,” sagde Pagh til DR i marts.
Mens Wermelin ikke fremsendte brevet, er det dog blevet nævnt i Folketingssalen. Men det er ifølge Kristian Pihl Lorentzen ikke tilstrækkeligt. Brevet skulle være udleveret til Folketinget.
Annika Strandhäll, som siden har afløst Bolund som svensk miljøminister, har i år skrevet til Lea Wermelin, at klapningen bør stoppe.
Lynetteholmen bliver en kunstig ø i Øresund ud for København. Øen, der også er tænkt som kystsikring, skal huse 35.000 borgere og ventes først helt færdig i 2070.
Miljøminister trækkes ind i Lynetteholm-sagen: Venstre kræver samråd
Borgmester-alliance mod Lynetteholm skal forhindre ”overgreb” med spildevand
Prisen på københavnsk halvø stiger med knap en milliard kroner