Mette Frederiksen besøger Kyiv

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal tale om yderligere støtte til Ukraine på hemmeligholdt besøg torsdag. Hun er ankommet sammen med Spaniens premierminister, Pedro Sanchez. (opdateret)
Spaniens premierminister Pedro Sanchez og statsminister Mette Frederiksen står på hver side af den ukrainske vicepremierminister Olha Stefanishyna efter ankomsten til Ukraine. Foto: Borja Puig De La Bellacasa/AFP/Ritzau Scanpix
Spaniens premierminister Pedro Sanchez og statsminister Mette Frederiksen står på hver side af den ukrainske vicepremierminister Olha Stefanishyna efter ankomsten til Ukraine. Foto: Borja Puig De La Bellacasa/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Statsminister Mette Frederiksen (S) er torsdag ankommet i Ukraines hovedstad, Kyiv. Det viser en video lagt op på Twitter omkring klokken 9 af Spaniens premierminister, Pedro Sánchez. Videoen viser Pédro Sanchez og Mette Frederiksen i Kyiv. Mette Frederiksen er iklædt sort tøj og en fragmentationsvest.

Efter en kort fotosession bliver de to - omgivet af bevæbnede vagter - ført ind i en større, sort bil.

”Lige ankommet til Kyiv. Ukraine har vores støtte, solidaritet og dedikation,” skriver Pédro Sanchez som kommentar til videoen.

Efterfølgende har Statsministeriet delt samme video og skriver:

”Statsmister Mette Frederiksen og Pedro Sánchez er ankommet i Kyiv for at mødes med præsident Volodymyr Zelenskyj og levere konkret støtte til Ukraine. Vi vil diskutere Ruslands aggressionskrig og indsatser for at holde dem ansvarlige såvel som yderligere støtte til Ukraine.”

Senere i et interview fortalte Mette Frederiksen, at Danmark vil levere flere våben til Ukraine.

Ser frem til møde med Zenenskyj

Ukraine blev sidst i februar invaderet af Rusland, og der har udspillet sig hårde kampe både omkring hovedstaden Kyiv og i den sydøstlige del af landet. Der er fortsat hårde kampe i netop det område.

Under besøget vil Mette Frederiksen (S) og Pédro Sanchez mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Ifølge den spanske regering vil de tre regeringsledere efterfølgende holde en pressekonference.

”Jeg beundrer præsident Zelenskyj og det ukrainske folk for deres mod, og hvordan de fortsætter med at forsvare deres land i den uprovokerede og ulovlige krig af Putin,” har Mette Frederiksen skrevet om besøget.

”Jeg ser frem til mødet med Zelenskyj, hvor mit budskab vil være, at Danmark fortsætter med at hjælpe Ukraine. Vesten står sammen om at støtte det ukrainske folk.”

Også tidligere har fremtrædende stats- og regeringsledere besøgt Ukraine for at vise støtte. Det tæller blandt andre Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, Polens premierminister, Mateusz Morawiecki og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

For at støtte Ukraines kamp mod de invaderende styrker har EU, Storbritannien og USA indført hårde sanktioner mod Rusland og sendt materiel, penge og våben til Ukraine.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også