Efter droppet lovforslag: Transportlobby er klar med alternativ løsning

DTL har fuld forståelse for, at transportministeren har trukket forslaget om at afskaffe 11 kg-reglen tilbage. I stedet bør man se på en gruppefritagelse, foreslår organisationens direktør.
Erik Østergaard, adm. direktør, DTL. | Foto: LISBETH HOLTEN
Erik Østergaard, adm. direktør, DTL. | Foto: LISBETH HOLTEN

Gennem hele behandlingen af forslaget om at afskaffe 11 kg.reglen har transportorganisationen DTL - Danske Vognmænd stået på regeringens side.

Det har dog ikke været muligt at finde et flertal i Folketinget for deres ønske om at afskaffe reglen, der giver mulighed for, at al national transport på fremmed regning i varebiler med en totalvægt mellem 2000 kg og 3500 kg kan fragtes uden en vognmandstilladelse, så længe hvert enkelt stykgods vejer under 11 kg.

Nu har transportminister Trine Bramsen (S), der overtog forslaget fra forgængeren Benny Engelbrecht, så valgt at trække forslaget tilbage.

Den mulighed har DTL for lang tid siden drøftet med ministeren, forklarer organisationens direktør, Erik Østergaard, som derfor forstår beslutningen.

”Det har vi fuld forståelse for, for når der ikke er flertal, skal hun jo ikke sætte forslaget frem,” siger han.

Foreslår gruppefritagelse

I stedet har ministeren foreslået at nedsætte en ”arbejdsgruppe, der skal foreslå løsninger på de problemer, der er med 11 kg-reglen.”

Den arbejdsgruppe er DTL inviteret med i, fortæller Erik Østergaard. Han har også et forslag til en mulig løsning – for allerede, da 11 kg-reglen blev indført i 2018, var den ”ikke DTL’s favorit”.

”Vi havde gerne set, at man lavede en slags gruppefritagelse af bestemte varekategorier. Det kunne være bedstefaren, der kører rundt med barnebarnet og omdeler aviser,” siger DTL-direktøren, der mener, at den idé er værd at genbesøge.

Det giver ”stof til eftertanke”, at det ikke har været muligt at finde et flertal for at afskaffe reglen, siger han, og fremhæver direkte Radikale Venstre og Konservative.

”Indtil nu har jeg ikke rigtig hørt nogen gode argumenter fra dem for, hvorfor man ikke skal aflive denne her 11 kg-regel,” siger han.

Radikales transportordfører, Rasmus Helveg Petersen, slog i september overfor MobilityWatch fast, at partiet ikke ville fjerne reglen.

”Der er ingen tvivl om, at det er blevet ført som en faglig kamp fra 3F for at få flest muligt tvunget ind i deres forbund. Men det er ikke radikal politik at lave politik på vegne af 3F, det er mere Socialdemokratiet, der gør sådan noget,” sagde han.

MobilityWatch forsøger at få en kommentar til det droppede lovforslag fra transportminister Trine Bramsen.

Bramsen trækker lovforslag: 11 kg-reglen overlever

Bramsen nedtoner risiko for genåbning af infrastrukturaftale

Transportminister håber på nordisk samarbejde om grønne flyvninger – Københavns Lufthavne vil sigte bredere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også