Prognose: I fremtiden kommer der markant flere læger

Der ventes at komme flere ældre og kronisk syge i fremtiden. Derfor bliver der også brug for flere læger.
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
af ritzau

I de kommende år vil der komme markant flere læger i Danmark. Det fremgår af en prognose fra Sundhedsstyrelsen.

På baggrund af blandt andet en øget tilgang til medicinstudierne ventes antallet af læger at stige støt frem mod 2045, sådan at der vil være 60 pct. flere læger end i 2021. Det svarer til 17.305 flere læger og et samlet antal læger på knap 45.500 om cirka 23 år.

Samtidig kommer der flere ældre og kronisk syge, hvorfor enhedschef i Sundhedsstyrelsen Steen Dalsgård Jespersen ser den ventede stigning i antallet af læger som en positiv udvikling.

”Det er godt at se, at der kommer flere læger og speciallæger de kommende år. Når antallet af læger og speciallæger stiger mere end befolkningstallet, bliver vi bedre rustet til at tage vare på det stigende behov for sundhedsydelser i de kommende år,” siger han i en pressemeddelelse.

Selv om antallet af læger altså ser ud til at stige, noteres det i prognosen, at langtfra alle problemer på området løser sig selv. Det gælder blandt andet lægemangel i yderområder.

”Det er afgørende, at der sker en mere ligelig fordeling af den lægelige arbejdsstyrke imellem de fem regioner og inden for regionerne,” står der i rapporten.

Derudover noteres det, at fremskrivningen også er afhængig af ”de kommende års beslutninger og prioriteringer”.

Udviklingen kan i øvrigt ændre sig, hvis der sker ændringer i kandidattilgangen til universiteterne, dimensioneringsplaner, pensionstendenser, orlovsmønstre eller andre forhold.

Tvang skal give flere læger i udkantsområder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også