FOA og KL: Regeringens udspil er ikke et quickfix til velfærd

Kommunernes Landsforening mener ikke, at der findes hurtige løsninger til mere velfærd, mens man i FOA er begejstret for udsigt til mindre bureaukrati.
Martin Damm, formand for Kommunernes Landsforening, mener ikke, at der er nogle lette løsninger til at få mere borgernær velfærd. | Foto: Jens Dresling
Martin Damm, formand for Kommunernes Landsforening, mener ikke, at der er nogle lette løsninger til at få mere borgernær velfærd. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Der findes ingen hurtige løsninger til at få mere borgernær velfærd.

Det siger formand for Kommunernes Landsforening (KL), Martin Damm (V), efter at regeringen i Avisen Danmark har præsenteret et nyt udspil, hvor kommunerne skal spare 2,5 milliarder på administration.

”Hvis man reducerer på funktioner, der bidrager til en mere effektiv organisation eller på myndighedsfunktionerne, vil det i sidste ende gå ud over borgerne,” siger han.

Martin Damm mener dog stadig, at det er relevant at se på bureaukratiet.

”Det er oplagt, at vi skal have fokus på, at vi udnytter de ressourcer, der er, bedst muligt,” siger han.

Forbundsformanden for fagforbundet FOA, Mona Striib, er med egne ord ”begejstret” for udspillet. Hun er dog enig med Martin Damm i, at der skal mere til for at løse ældreplejens problemer.

”Der er ikke et quickfix. Alene det at komme registreringssystemet til livs vil give mere til kerneopgaven, men der er rigtig mange andre tiltag,” der skal til, siger hun.

FOA’s medlemmer leverer service til blandt andet pasning af børn og ældre.

”Vi har et kæmpe pres på børneområdet og ældreområdet, fordi der kommer flere børn og ældre. Vi har ikke medarbejdere nok til at håndtere opgaverne,” siger forbundsformanden.

Regeringen vil flytte 2,5 milliarder kroner fra administration og bureaukrati og bruge pengene på det, regeringen selv kalder ”kernevelfærd.”

Det skal ske i samarbejde med KL, fortæller indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) til Avisen Danmark.

”De kommunale medarbejdere skal i højere grad arbejde i den borgernære velfærd, og der hvor de gør en reel forskel. Hvor de løfter ældreplejen og er tæt på børnene i folkeskolen,” siger ministeren til avisen.

Men ifølge fagforbundet HK Kommunal findes der ikke et tykt fedtlag i kommunernes administration, som kan skæres væk, uden at det får konsekvenser for borgerne.

”Vi har ikke HK’ere ude i kommunerne, som bare sidder og laver ingenting,” siger Lene Roed. Hun er formand for HK Kommunal, som organiserer mange forskellige administrative medarbejdere i kommuner og regioner.

”Hovedparten af vores medlemmer har jo borgerrettede funktioner i eksempelvis Borgerservice eller pladsanvisningen eller som skolesekretærer og tandklinikassistenter,” siger hun.

Lene Roed anerkender samtidig, at der med fordel kan ses på, hvordan arbejdet organiseres.

”Der kan sagtens findes omlægning af arbejdsopgaver, der kan frigøre sosu’er, lærere og pædagoger. Men der bliver ikke brug for færre HK’ere. Tværtimod,” siger hun.

Planen bliver præsenteret på et pressemøde mandag formiddag som en del af et større udspil kaldet ”Danmark kan mere III”.

Ifølge tal fra KL vil der frem mod 2030 komme 161.000 flere ældre over 80 år. Samtidig vil der komme over 32.000 børn under fem år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også