PolicyWatch

Valget bliver tirsdag 1. november: S går efter bred regering

Efter flere måneders tilløb har Mette Frederiksen trykket på valgknappen. Hun skifter nu taktik og går efter at danne en regering med partier fra begge blokke. (opdateret)

Mette Frederiksen har udskrevet valg, som bliver 1. november. Foto: Liselotte Sabroe

Socialdemokratiet dropper at gå til valg på en etpartiregering og går i stedet til valg på en bred regering. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde på Marienborg.

Folketingsvalget bliver tirsdag 1. november, lyder det fra statsministeren.

”Vi vil have en bred regering med partier på begge sider af den politiske midte,” siger Mette Frederiksen, der på pressemødet ikke tog imod spørgsmål fra pressen.

Netop en regering hen over midten har de to blå statsministerkandidater, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives Søren Pape Poulsen, pure afvist. De ønsker en ren borgerlig regering, mens regeringens støtteparti De Radikale har sagt, at man ønsker en regering hen over midten.

Indtil onsdagens pressemøde var det Socialdemokratiets klare plan at gå til valg på at fortsætte som etpartiregering. Mette Frederiksen havde åbnet for, at en regering hen over midten kunne diskuteres. Den diskussion er nu slut efter meldingen om at gå efter en bred regering, hvis det står til statsministeren.

Det seneste folketingsvalg fandt sted 5. juni 2019. Her skiftede magten fra blå til rød blok. Mette Frederiksen overtog statsministerposten fra Lars Løkke Rasmussen, som dengang var formand for Venstre.

Løkke går denne gang ind i valgkampen som formand for Moderaterne. I det hele taget er der ved dette valg en masse muligheder for vælgerne. I alt 14 partier stiller op til folketingsvalget. Foruden Moderaterne er Frie Grønne og Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, nye partier på stemmesedlen.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier