Alternativets leder banket på plads - foretager kovending i minksag

Franciska Rosenkilde kalder det en fejl, at hun dagen efter valget bakkede på kravet om advokatvurdering.
Alternativets Franciska Rosenkilde har bøjet sig for folketingsgruppens ønsker. | Foto: Philip Davali
Alternativets Franciska Rosenkilde har bøjet sig for folketingsgruppens ønsker. | Foto: Philip Davali
AF RITZAU

Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, har foretaget en kovending og bøjer sig for folketingsgruppens krav om, at der skal laves en advokatvurdering af Minksagen. Det skriver hun på Twitter.

”Nu har vi haft lejlighed til at mødes i den nye folketingsgruppe, og der er ikke opbakning fra de fem andre til den beslutning. Og det lytter jeg selvfølgelig til. Derfor er Alternativets officielle holdning, som før valget, at vi er for en advokatundersøgelse,” skriver hun.

Dermed ser det ud til, at der umiddelbart igen er flertal for at få en vurdering af, om Mette Frederiksen kan stilles til ansvar i en mulig rigsretssag.

Efter valget sagde Franciska Rosenkilde til Jyllands-Posten, at partiets holdning ikke længere var, at der skulle advokater til at vurdere Minkkommissionens beretning. Men den linje har hun ikke haft opbakning til i den seks mand store folketingsgruppe.

Hun skriver på Twitter, at hun er ”personligt videre” fra mink og advokatundersøgelse. Hun forklarer også, at hun var for hurtig til at svare oven på en lang valgkamp med manglende søvn.

”Personligt er jeg videre fra mink og advokatundersøgelser, men manglende søvn ovenpå en lang valgkamp betød, at jeg svarede lidt for hurtigt. Min fejl,” skriver Franciska Rosenkilde.

Hun skal senere i dag til regeringsforhandlinger hos fungerende statsminister Mette Frederiksen på Marienborg.

Lars Løkke Rasmussen blødte dagen efter valget, da han mødte pressen på Amalienborg Slotsplads, også op på kravet om en advokatvurdering, da flertallet så ud til at smuldre.

Før sommerferien kom Minkkommissionen i sin beretning med hård kritik af Mette Frederiksen og den daværende etpartiregerings rolle i Minksagen. På det tidspunkt valgte De Radikale at frede regering for en advokatvurdering. I stedet valgte partiet at true med mistillid, hvis Mette Frederiksen ikke udskrev valg inden for tre måneder.

Samlet blå blok ønsker uvildig advokatvurdering af minksagen

Efter minksag er rødt flertal enige om at nedsætte demokratiudvalg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår