Fagbevægelse efter møde: Regeringen ødelægger den danske model

Formand kalder afskaffelse af helligdag for gift for forhandlingsmodellen mellem arbejdsmarkedets parter.
Formand for FH, Lizette Risgaard, er pænt sagt ikke imponeret over regeringens forslag om at afskaffe store bededag. | Foto: Finn Frandsen
Formand for FH, Lizette Risgaard, er pænt sagt ikke imponeret over regeringens forslag om at afskaffe store bededag. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) fastholder sin skarpe kritik af regeringens lovforslag om at sløjfe store bededag, efter forretningsudvalget i FH torsdag aften var samlet til et ekstraordinært møde.

”Det er et eklatant angreb på den danske model, som vi er så stolte af herhjemme,” siger Lizette Risgaard, formand for FH.

Modellen handler kort fortalt om, at overenskomstaftaler skal være et resultat af forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.

”Det fjerner regeringen med et snuptag ved at fjerne denne helligdag - man fjerner dermed en forhandlet aftale på det danske arbejdsmarked,” siger Risgaard.

Derudover har Danmark tidligere meddelt EU, at unionen ikke skal blande sig i, hvordan løn- og arbejdsforhold reguleres herhjemme, påpeger hun.

”Nu vælger regeringen så selv at smide en betonpæl direkte ind i modellen. Det er helt på månen,” siger Risgaard.

Dele af fagbevægelsen har tidligere givet udtryk for, at den kan ende med at anbefale sine medlemmer at stemme nej til en ny overenskomst, hvis ikke regeringen opgiver sit forslag om at sløjfe en helligdag. Men efter mødet torsdag aften gør Lizette Risgaard det klart, at FH ikke kommer til at anbefale lønmodtagere at stemme nej til resultatet af de kommende overenskomstforhandlinger.

”Det skaber dog selvfølgelig flere udfordringer for de overenskomstforhandlinger, der foregår på det private område, som er i gang nu,” siger hun.

Hun oplyser, at FH har tænkt sig at indgive høringssvar, der vil gøre det klart, hvor voldsomt et indgreb, forslaget er på den danske model set med FH’s øjne.

DA er positivt indstillet

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ser anderledes positivt på lovforslaget.

”Nu kan vi konstatere, at regeringen vil afskaffe store bededag som helligdag og i den forbindelse sikre en ekstra arbejdsdag samt mere løn til de ansatte. Derudover kan forslaget komme til at øge arbejdsudbuddet med 8500. Det ser vi som noget meget positivt,” siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA.

HK Danmark er til gengæld uforstående over for regeringens lovforslag.

”Jeg kan ikke forstå, at SVM-regeringen vil stå så hårdt på en musketered om et forslag, som ingen af dem vil stå fadder til. Et forslag, som har store konsekvenser for både lønmodtagerne og velfærdssamfundet, men lille opbakning i befolkningen,” siger Anja C. Jensen, forbundsformand for HK.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også