Ni partier presser regeringen med alternativ helligdagsfinansiering

SVM vil skrotte helligdag for at finansiere forsvarsudgifter. Det kan ske på anden vis, mener de øvrige partier. (opdateret)
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau

Opposionspartierne er nu kommet med et alternativ til at afskaffe en helligdag, som regeringen ellers har foreslået, for at skaffe flere penge til Forsvaret. 

I korte træk går oppositionens forslag ud på, at man for det første vil afsætte 1,25 milliarder kroner fra et samlet løft på 5 milliarder kroner af den offentlige investeringsramme. For det andet vil partierne finde penge i vinterhjælpen, som der blev indgået aftale om i september 2022. Den er, skriver partierne, varigt overfinansieret med 1 milliard kroner, For det tredje skal der en yderligere sanering af erhvervsstøtten til, som giver 0,75 milliarder kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Oppositionspartierne er de partier, der ikke er med i SVM-regeringen. Det vil sige: SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Regeringen har foreslået at afskaffe store bededag som helligdag for at finansiere de øgede forsvarsudgifter. Det er blevet mødt af heftig kritik fra blandt andet fagbevægelsen.

De ni partier, som ikke alle er imod afskaffelsen af en helligdag, opfordrer igen regeringen til at droppe forslaget om at skrotte store bededag som adgangsbillet til selve forhandlingerne.

Det er koblingen mellem helligdagen som finansiering og adgangen til forhandlingerne om et forlig, som partierne står sammen om.

”Det er urimeligt at stille en samlet forligskreds overfor én eneste mulig finansiering, før der er indkaldt til forhandlingerne. På den baggrund foreslår de ni partier nu andre finansieringsmuligheder med ønsket om, at regeringen åbner for adgangen til de kommende forsvarsforhandlinger,” lyder det i pressemeddelelsen.

Søren Pape: Op til regeringen, om den vil samarbejde

I sidste uge meddelte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at De Radikale, SF og De Konservative, som var med i Det Nationale Kompromis om øgede forsvarsudgifter, senest fredag i denne uge skal give svar på, om de vil stemme for at afskaffe store bededag. 

Afskaffelsen af en helligdag skal ifølge regeringen bidrage til at finansiere selve forsvarsaftalen, og hvis partierne vil med i et kommende forsvarsforlig, som de har sagt, at de vil, skal de også støtte finansieringen, lød det fra Ellemann-Jensen. Altså afskaf store bededag, eller der er lukket for adgang til forhandlingerne. Det har flere partier beskrevet som bøllemetoder.

”Vi har fremlagt finansiering krone for krone. Nu er der ikke længere noget argument for koblingen mellem forsvarsforliget og store bededag. Nu er det op til regeringen, om den reelt vil samarbejde, så forsvaret ikke bliver taget som gidsel,” siger K-formand Søren Pape Poulsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også