Tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard er død - 81 år

Ritt Bjerregaard blev valgt ind i Folketinget i 1971. Frem til 2010 var hun overborgmester i København.
Foto: Jonathan Damslund
Foto: Jonathan Damslund
AF RITZAU

Ritt Bjerregaard, der blandt andet har været undervisningsminister og overborgmester i København for Socialdemokratiet, er død. Hun blev 81 år.

Det oplyser hendes pårørende til Ritzau.

Lørdag sov hun stille ind i sit hjem på Østerbro i København, mens hun var omgivet af sine nærmeste. Hun kæmpede i sine sidste år med en kræftsygdom.

Ritt Bjerregaard blev første gang valgt ind i Folketinget i 1971.

Frem til 2010 var hun overborgmester i København. Tidligere har hun også fungeret som socialminister og fødevareminister.

Hendes pårørende beskriver hende som ”en stærk og tydelig stemme i den politiske debat og engageret deltager i kulturlivet”.

Den læreruddannede Bjerregaard var berygtet for de mange politiske opgør, hun tog. Med partitoppen i Socialdemokratiet, med pressen og med den mandsdominerede og cigarrygende omverden, som hun mødte i Folketinget.

Kun to år efter sin indtræden i Folketinget blev hun med sine 32 år dengang den yngste kvinde nogensinde til at indtage et ministerium, da hun blev undervisningsminister.

I sin tid som undervisningsminister fik hun blandt andet gennemført en stor folkeskolereform.

Ritt, der har været landskendt kun på sit fornavn, har lagt øre til megen kritik og været hovedperson i flere skandalesager.

Det gælder for eksempel sagen om dyre overnatninger på Hotel Ritz i Paris. Den gav hende tilnavnet ”champagnesocialist” og kostede hende jobbet.

Derfor er det sigende, at hun forblev en fremtrædende figur i partiet og i 1979 blev belønnet med socialministerposten.

I 1994 gik turen til Bruxelles, hvor Bjerregaard blev miljøkommissær i EU. Det blev til fire år på posten med et liv i EU’s korridorer.

I 2000 fik hun ministercomeback som fødevareminister, hvor hun blandt andet indførte smileyordningen.

I 2005 sluttede en lang folketingskarriere. Året efter blev hun overborgmester i København. Hun sad kun i én periode og forlod aktiv politik 1. januar 2010.

Hun efterlader sig sin mangeårige ægtefælle, historikeren og forfatteren Søren Mørch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også