Under efterårets valgkamp spillede Socialdemokratiet ud med en pakke med inflationshjælp, der blandt andet lagde op til at give 70 mio. kr. i direkte støtte til købmænd og andre forretninger i små byer ramt af høje energiudgifter.
Den hjælp er stadig hårdt tiltrængt, men indtil videre har der ikke været hjælp at hente hos den nye SVM-regering, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd, der mener, at det vil være løftebrud, hvis Socialdemokratiet ikke leverer som lovet.
”Det er ikke for sjov det her. Coop lukker Dagli’brugser. Vi ser købmænd, der lukker. Vi befinder os på en brændende platform,” siger formand i Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard til Finans.
Han bakkes op af Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMV Danmark, der påpeger, at mange virksomheder ud over høje energiudgifter fortsat kæmper med at tilbagebetale deres corona-lån.
Den nye regering har lovet at præsentere et forslag til ny inflationshjælp inden udgangen af januar, men udspillet omtaler ikke direkte støtte til butikker i de små byer. Det oprindelige forslag fra Socialdemokratiet lagde op til at tage butikker i byer med færre end 2.500 indbyggere i betragtning og skulle være nået ud til 700 butikker med 100.000 kr. i støtte.
Undvigende ministersvar
Fra politisk hold har folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne Betina Kastbjerg bedt erhvervsminister Morten Bødskov (S) om at svare på, om han fortsat arbejder på den direkte støtte til købmænd og andre forretninger.
Ministeren undlod dog at svare direkte på paragraf 20-spørgsmålet. Han fremhævede i stedet den inflationspakke, som regeringen har i sinde at fremlægge, og at denne midlertidigt skulle målrettes trængte danskere, bl.a. gennem en ekstra ældrecheck på 5.000 kr. og en ”økonomisk håndsrækning” til udsatte børnefamilier.
Betina Kastbjerg tolkede svaret fra Morten Bødskov som en afvisning af, at der er økonomisk hjælp på vej til købmændene i de små byer.
”Nu har der været valg, og så er det glemt, og lokale købmænd er stadig pressede,” skrev politikeren i en kommentar til mediet Dagligvarehandlen.