De Radikale stemmer for at afskaffe store bededag

Som det eneste oppositionsparti meddeler De Radikale, at partiet vil bakke op om SVM-regeringens lovforslag.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

De Radikale vil stemme for afskaffelsen af store bededag som helligdag.

Det sker, når SVM-regeringens lovforslag tirsdag skal tredjebehandles og til afstemning i Folketingssalen.

Det fremgår af en tillægsbetænkning til lovforslaget, som blev udgivet fredag.

Dermed er der 96 mandater i Folketinget bag lovforslaget om at afskaffe store bededag.

I tillægsbetænkningen bemærker De Radikales medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Katrine Robsøe, dog, at partiet ”finder regeringens forberedelse af lovforslaget uhensigtsmæssig”.

Det skyldes blandt andet, at regeringen er gået uden om arbejdsmarkedets parter.

”Radikale Venstre lægger ikke desto mindre vægt på at styrke og fremtidssikre vores samfund til de kommende generationer,” står der i tillægsbetænkningen.

”Det kræver, at vi gennemfører reformer, som kan frigive arbejdskraft og ressourcer til vores velfærd – ikke mindst for børn og unge – til vores virksomheder, til den grønne omstilling og til vores grundlæggende sikkerhed.”

”Derfor vil Radikale Venstre stemme for lovforslaget med forventning om at blive inddraget i anvendelsen af det nye økonomiske råderum, som reformen skaber,” fremgår det af betænkningen.

De Radikale har tidligere selv ytret et ønske om at afskaffe store bededag.

Tidligere i februar ville beskæftigelsesordfører Katrine Robsøe dog ikke bekræfte, at partiet ville stemme for lovforslaget.

Regeringens idé om at afskaffe en helligdag vakte ramaskrig hos blandt andet fagbevægelsen, da idéen blev præsenteret i regeringsgrundlaget i december sidste år.

Også politisk blev der løftet øjenbryn. Blandt andet fordi ingen af regeringspartierne gik til valg på at afskaffe en helligdag ved folketingsvalget 1. november sidste år.

Og irritation blev til decideret vrede hos oppositionen, da regeringen på et tidspunkt krævede, at partierne skulle acceptere afskaffelsen af store bededag til at finansiere til stigende forsvarsudgifter.

Hvis partierne ikke gjorde det, kunne de ikke deltage i de kommende forhandlinger om et forsvarsforlig, meddelte regeringen, som siden måtte trække det krav tilbage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter