Landbruget efterlyser mere støtte til sikring mod ulveangreb

Når antallet af ulve stiger, skal der bruges flere penge til ulvesikre hegn, mener Landbrug & Fødevarer.
Foto: Mik Eskestad
Foto: Mik Eskestad
Ritzau

Der er brug for flere penge til at sikre landmænd mod ulveangreb på husdyr.

Det siger naturchef i organisationen Landbrug & Fødevarer Karen Post Bache til Jyllands-Posten.

Hun mener, at staten skal øge tilskuddet til såkaldte ulvesikre hegn fra fem til ti millioner kroner om året.

Det er høje strømførende hegn, der skal forhindre at ulve kan komme ind til for eksempel får, lam og geder.

Pengene skal sikre, at alle jyske landmænd kan få støtte til etablering af ulvesikre hegn.

Som det er nu, gives der tilskud til etablering af ulvesikrede hegn i to zoner i henholdsvis Vest- og Midtjylland.

Det var her, ulven i første omgang etablerede sig, da den genindvandrede til Danmark i 2012.

Men siden er ulvene vokset i antal og udbredelse.

Ved udgangen af 2022 var der 29 ulve, blandt andet tre ulvepar uden for de førnævnte zoner.

”Ulven er snart alle steder, og derfor bør det være muligt for landmænd i hele Jylland at få tilskud til ulvesikre hegn,” siger Karen Post Bache til Jyllands-Posten.

Naturchefen siger også til avisen, at der er behov for en debat om ”hvor mange ulve der er plads til i Danmark”.

Sidste år var der ifølge Miljøstyrelsen i alt 32 bekræftede ulveangreb mod husdyr i Danmark.

Det er en fordobling i forhold til året før, da der blev registreret 16 ulveangreb.

Antallet af husdyr dræbt af ulve var sidste år 161, primært får og lam. I 2021 var antallet 78 dræbte dyr.

Der er ifølge Miljøstyrelsen ikke konstateret ulveangreb bag korrekt opsatte ulvesikrede hegn.

Ulven er fredet, men der kan i særlige tilfælde gives dispensation til bortskydning af såkaldte problemulve.

Det er eksempelvis ulve, der mangler instinktiv skyhed over for mennesker, eller som angriber husdyr inden for en ulvesikret hegning.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også