Jon Stephensen er færdig i Moderaterne og bliver løsgænger

Moderaternes folketingsgruppe besluttede på et møde tirsdag, at Jon Stephensen ikke kunne vende tilbage.
Den tidligere teaterchef gik på orlov i april efter en sag, hvor han havde sendt en række beskeder til en kvindelig partifælle på 19 år. | Foto: Jens Dresling
Den tidligere teaterchef gik på orlov i april efter en sag, hvor han havde sendt en række beskeder til en kvindelig partifælle på 19 år. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Folketingsmedlem Jon Stephensen har meldt sig ud af Moderaterne og fortsætter i Folketinget som løsgænger.

Han fortsætter på selvbetalt orlov til 1. oktober, skriver han til Ritzau torsdag.

Stephensen skriver, at han ”efter mange tanker hen over sommeren” per dags dato har besluttet at melde sig ud.

”Dette har jeg meddelt såvel leder af Moderaterne Lars Løkke Rasmussen, gruppeformand Henrik Frandsen samt partisekretær Kirsten Munch.”

”Tak for at have været med fra partiets spæde start og til nu,” skriver han i en mail og tilføjer, at han ikke har yderligere kommentarer.

Moderaterne har i længere tid holdt en dør åben for, at Jon Stephensen kunne vende tilbage. Faktisk har gruppeformand Henrik Frandsen (M) tidligere udtalt, at Stephensen måske kunne få sit kulturordførerskab tilbage.

Men døren blev lukket i tirsdags.

Henrik Frandsen skriver i en kommentar, at der tirsdag blev taget en beslutning i folketingsgruppen om, at Jon Stephensen ikke kunne vende tilbage.

”I tirsdags diskuterede folketingsgruppen situationen, og folketingsgruppen vurderede, at det ikke ville være muligt at genoprette tilliden, så Jon Stephensen kunne vende tilbage.”

”Jon Stephensen blev valgt til Folketinget i november på Moderaternes stemmer, og derfor så Moderaterne selvfølgelig helst, at mandatet blev i partiet, men det har nu vist sig, at Jon Stephensen sætter sig selv først.”

Nu er der, skriver Henrik Frandsen, ”ro til at lave politik til gavn for danskerne”.

Den tidligere teaterchef, der var kulturordfører for Moderaterne, gik på orlov i april efter en sag, hvor han havde sendt en række beskeder til en kvindelig partifælle på 19 år.

Stephensen skrev blandt andet, at hun var ”smuk med den lækreste krop”.

Der har desuden været anklager fra tidligere kolleger og ansatte om, at Jon Stephensen skulle have opført sig grænseoverskridende, ligesom han er beskyldt for dokumentfalsk.

Jon Stephensens stedfortræder, der altså sidder i Folketinget nu, er Lean Milo.

Jon Stephensens udmeldelse af Moderaterne betyder også, at SVM-regeringen mister et mandat i det i forvejen spinkle flertal, regeringen har.

Regeringen fik ved valget 89 mandater og flertal med de nordatlantiske mandater. Nu mister regeringen et mandat, men har stadig selv flertal med 88 samt de nordatlantiske.

Jon Stephensen er folketingsmedlem nummer syv, der enten forlader politik eller skifter parti siden folketingsvalget i november sidste år.

Lars Løkke Rasmussen, der indtil nu har været Jon Stephensens formand, er i Kina og har endnu ikke kommenteret Stephensens exit fra partiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også