Ellemann ser intet blåt alternativ til den brede regering

Ellemann tager i Berlingske et opgør med blokpolitikken og har ingen planer om at gå tilbage til de blå.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
af ritzau

”Hvad er det lige, vi skal komme hjem til?”

Det spørgsmål stiller Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i et interview i Berlingske, hvor han gør det klart, at han ikke agter at bryde ud af SVM-regeringen og vende tilbage til blå blok, som blandt andet De Konservative og Liberal Alliance har opfordret til.

Der er nemlig god stemning i den nuværende regering, mens man i blå blok mest har spændt ben for hinanden, og hvor man har stiftet et nyt parti, ”hver gang nogle er utilfredse”, siger han.

Han siger desuden til Berlingske, at hans parti i 2019 prøvede på at holde de blå partier sammen, men at han følte, at de andre partier prøvede på at få blokken til at gå i opløsning.

”Jeg synes, at mine blå venner skulle overveje at komme med i stedet for at låse sig fast til noget, der hører fortiden til.”

Han afviser dog ikke over for Berlingske at, at der engang igen kan dannes en blå regering. Men det handler ikke om farver, siger Ellemann.

Interviewet kommer, inden Venstre fredag holder pressemøde ved deres sommergruppemøde i Nordjylland og dermed sparker en ny politisk sæson i gang.

Det sker som en del af SVM-regeringen, der blev dannet efter valget sidste år, og som indtil videre har haft udfordringer. Regeringen er gået kraftigt tilbage i målingerne siden valget.

Alligevel ser Ellemann store perspektiver i samarbejdet over midten. Og han inviterer altså i Berlingske de blå andre partier til at komme med.

Jakob Ellemann-Jensen er netop vendt tilbage på arbejde efter et halvt års sygemelding med stress.

Berlingske har også talt med De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, samt LA-leder Alex Vanopslagh.

Begge finder Ellemanns melding ærgerlig.

Pape kalder det uartigt og ser det som ”en endegyldig afskrivning af det borgerlige samarbejde, som vi har kendt det”.

”Jeg kan ikke tolke det på anden måde, end at han helst er fri for det borgerlige samarbejde, og at han er godt tilpas med, at der sidder en socialdemokrat med taktstokken for enden af bordet. Det, synes jeg bare, er så ærgerligt, og det er jeg simpelthen så skuffet over,” siger han til Berlingske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også