Regeringens første trepartsaftale skal styrke voksnes it-færdigheder

Aftale giver penge til, at voksne på arbejdsmarkedet får bedre læse-, regne- og it-færdigheder.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau og Frederik Timm Bentsen

Voksnes basale færdigheder skal styrkes, hvilket er målet med en ny trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Den oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

”Målet er, at flere voksne får grundlæggende læse-, regne- og it-færdigheder, der gør dem i stand til at tage yderligere uddannelse og klare sig godt på arbejdsmarkedet,” skriver ministeriet blandt andet.

I en kommentar siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at ”efteruddannelse og opkvalificering bidrager til at skabe vækst, velstand og kvalitet i vores velfærd – til gavn for både den enkelte og samfundet.” 

Der afsættes 360 mio. kr. årligt til området. Det er SVM-regeringens første trepartsaftale.

Aftalen afløser den tidligere trepartsaftale fra 2017 og gør en række tidligere elementer permanente.

Der er stor mangel på arbejdskraft i Danmark, og derfor er der brug for så mange som muligt på arbejdsmarkedet.

”Det gælder i det offentlige, hvor vi nok mest akut mangler kvalificeret arbejdskraft til at sikre vores ældre en tryg og værdig alderdom,” siger Mattias Tesfaye.

Ambitionen er, at digitale undervisningsforløb kan gøre det mere fleksibelt at opkvalificere sig. Det gælder både i forhold til tid og sted og kursisters mulighed for at lære i sit eget tempo.

Parterne vil sikre, at virksomheder og kursister ikke går forgæves grundet aflysninger eller for få tilmeldte, når de har brug for et AMU-kursus.

Efteruddannelse er afgørende ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.

”Vi er glade for denne aftale, som stabiliserer området i årene frem. Men det er helt afgørende, at den politiske prioritering af VEU-området ikke stopper her, hvis vi skal sikre rekruttering og fastholdelse,” siger næstformand Nanna Højlund.

Danske Arbejdsgivere er også glade for aftalen.

”Samtidig er vi meget positive over, at der med aftalen bliver igangsat en modernisering af det offentlige system via en national, strategisk satsning på digital læring i AMU-systemet.”

”Det kan give mere fleksible og målrettede tilbud til gavn for både virksomheder og medarbejdere,” siger DA’s adm. direktør, Jacob Holbraad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også