To ud af tre vælgere: Regeringens fire faggrupper bør få mere i løn

Mere end hver anden vælger mener ikke, at regeringen skal udpege grupper, der skal have mere i løn, viser måling.
Det er bl.a. social- og sundhedshjælpere, som regeringen mener skal have mere i løn. | Foto: Kim Frost
Det er bl.a. social- og sundhedshjælpere, som regeringen mener skal have mere i løn. | Foto: Kim Frost
AF RITZAU

Sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente og social- og sundhedsassistenter fortjener rigtig nok at få mere i løn.

Men det er et problem, at regeringen har udpeget grupperne.

Sådan kan man opsummere flertallets holdning i en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

Den er indsamlet, efter statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste weekend udpegede de fire grupper, som regeringen mener skal have et lønloft fra de 3 mia. kr. frem mod 2030, som er afsat til løn og arbejdsvilkår i det offentlige.

Det var Socialdemokratiet, som i weekenden holder årsmøde i Aalborg, der tilbage i valgkampen præsenterede et forslag om lønloft til visse offentlige ansatte.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, hæfter sig særligt ved, at 65 pct. i meningsmålingen erklærer sig ”meget enig” eller ”enig” i, at de fire udvalgte grupper ”bør få mere i løn, end de gør i dag”.

”Jeg synes selvfølgelig, at det er positivt, at vi danskere bakker op om, at der er nogle offentligt ansatte, som arbejder i vagthold, når vi andre holder fri, på områder, hvor det er svært at rekruttere. At der er opbakning til, at de grupper skal have et lønloft, så vi i fremtiden kan sikre, at vi kan rekruttere og fastholde sygeplejersker og pædagoger,” siger Christian Rabjerg Madsen.

19 pct. svarer ”hverken enig eller uenig”, mens 12 pct. ikke mener, at grupperne bør få mere i løn.

Igen et tema

Men selvom der er udbredt opbakning til, at grupperne bør få mere løn, så mener flertallet i samme måling ikke, at regeringen bør udpege grupperne.

53 pct. svarer ”meget enig” eller ”enig” til, at ”det er et problem”, at SVM-regeringen har udpeget de fire grupper.

Regeringen har blandt andet fået kritik for, at det bryder med den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler om lønnen i det offentlige.

Desuden har en lønstrukturkomité vurderet, at eksempelvis sygeplejersker tjener, hvad de burde.

”Først og fremmest er det vigtigt at sige, at den endelige udpegning af grupperne, og hvilke principper der skal gøre sig gældende, i forhold til hvem der skal have lønloftet, skal foregå i en trepartsaftale. Så det er noget, vi skal forhandle med fagbevægelsen,” lyder det fra Christian Rabjerg Madsen.

Modsat mener 19 pct. i rundspørgen, at udpegningen af bestemte grupper ikke er et problem. 24 pct. svarer ”hverken enig eller uenig”.

Meningsmålingen fra Voxmeter er indsamlet fra 18. til 21. september med svar fra 1.000 repræsentative vælgere.

De offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår bliver igen et tema under Socialdemokratiets årsmøde på formandens hjemmebane i Aalborg.

Eksempelvis er der lørdag temadebat om fremtidens medarbejdere med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Photo: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter