Kritisk S-borgmester mangler fortsat svar om velfærdsbesparelser

Borgmester Birgit S. Hansen (S) ser i sit parti et ”lille paradigmeskift” mod at prioritere skattelettelser.
Birgit S. Hansen, socialdemokratisk borgmester i Frederikshavns Kommune, er lørdag i Aalborg, hvor Socialdemokratiet holder årsmøde over weekenden. | Foto: Henning Bagger
Birgit S. Hansen, socialdemokratisk borgmester i Frederikshavns Kommune, er lørdag i Aalborg, hvor Socialdemokratiet holder årsmøde over weekenden. | Foto: Henning Bagger
AF RITZAU

Den socialdemokratiske borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, mangler efter formand Mette Frederiksens tale stadig svar på, hvorfor frygt for inflation gør, at de pressede kommuner ikke kan få flere penge.

”Hvis det skulle forstås i den sammenhæng, at vi ikke kan give flere penge ud til kommunerne på grund af inflation, eller hvad der vil ske i forhold til inflationen, så skal jeg lige have uddybet lidt mere, hvad 5 mia. kr. i skattelettelser så vil gøre ved inflationen,” siger Birgit S. Hansen.

Hun er dog glad for, at hendes formand adresserede problemet med de kommunale budgetter, som har fyldt meget i optakten til partiets årsmøde.

”Jeg har noteret mig, at det er adresseret – det er ikke løst.”

Før partiets årsmøde var Birgit S. Hansen i Berlingske med i et bekymret opråb til Mette Frederiksen om partitoppens planer om skattelettelser, mens hendes egen kommune må ”skære i maven” af velfærden.

”Jeg fatter ikke, at man begynder at tale om skattelettelser på nuværende tidspunkt. Det har jeg selvfølgelig også konfronteret min egen partitop med på allerhøjeste sted. Så kan du nok selv regne ud, hvor det er,” sagde borgmesteren til Berlingske.

”Velfærdsparadoks”

Udover inflationsfrygten forklarede Mette Frederiksen også udfordringen i kommunerne med et ”velfærdsparadoks”.

”Og så er der den virkelig svære opgave. At der er nogle udgifter i kommunale og regionale budgetter, der bare stiger og stiger, uden at vi nødvendigvis har truffet en politisk beslutning om det,” sagde Mette Frederiksen i sin tale.

Hun nævnte som eksempel, at der i dag bruges 3 mia. kr. mere på administration i kommunerne end for ti år siden.

I Frederikshavn Kommune mangles der penge, samtidig med at indtægterne falder, forklarer Birgit S. Hansen.

”Vi har mange opgaver, vi får flere opgaver, og vi kan ikke følge med i forhold til at få nye borgere og skatteindtægter. Det er ikke gjort med at sige, at vi kan fyre nogle administrative medarbejdere, for det er langt mere komplekst end det,” påpeger hun.

Hun mener, ”uden at være alt for dramatisk, at det brænder lidt under velfærdsmodellen”.

Birgit S. Hansen roser dog generelt sin formands tale for, at ”der ikke blev fejet noget ind under gulvtæppet”.

”Vi tør godt snakke om det, der er svært. Både velfærd og skattelettelser og måske et lille paradigmeskift i det her parti. At vi er ved at hælde lidt mere over til skattelettelser. Der skal vi lige bruge tid i sådan et gammelt parti her.”

Ved seneste kommunalvalg i 2021 var Birgit S. Hansen blandt landets fem største stemmeslugere. Socialdemokratiet har absolut flertal i Frederikshavn Kommune med 18 ud af 29 medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også