Lønslagsmål for ansatte i staten slutter med stigning på 8,8 procent

Ny overenskomst for statsansatte har en økonomisk ramme på 8,8 procent over to år, sådan som staten spillede ud med. (Opdateret)
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau

Aftaleparterne i overenskomstforhandlingerne på det statslige område er kommet til enighed om en økonomisk ramme på 8,8 procent over to år, oplyste finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde søndag.

Wammen kaldte det en stor og ansvarlig stigning. De 8,8 procent er netop det, staten indledningsvis spillede ud med og er lavere end krævet af de faglige organisationer, som spillede ud med krav om mindst ti procent.

Der er tale om en stigning i reallønnen på cirka 3,5 procent, pointerede Wammen flere gange.

”Rigtigt mange er blevet ramt af, at vi har haft en høj inflation. Det gode ved denne nyhed er, at man ikke kommer til at miste købekraften på grund af sin løn,” sagde han om reallønsstigningen.

Allerede fra 1. april i år er den økonomiske ramme på seks procent, hvorfor de ansatte i staten vil opleve en højere lønstigning i år end næste år. Der er den samlede økonomiske ramme på 2,6 procent, fremgår det af Finansministeriet faktaark over forliget.

Aftaleparterne er også kommet til enighed om en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025 i tilfælde af, at der konstateres ubalance mellem den private og statslige lønudvikling.

Ud over lønstigningerne er parterne blandt andet blevet enige om at give medarbejdere mulighed for at opspare afspadsering og særlige feriedage til senere afvikling.

Endvidere indgår også forbedrede barselsvilkår med tre ugers ekstra barsel til fædre og medmødre.

Parterne er blevet enige om at afsætte 50 millioner kroner til medarbejdere i staten, der varetager udsatte funktioner. Pengene er blandt andet målrettet politiet.

Politiforbundet har tidligere kritiseret regeringen for at udelukke faggrupper heriblandt politiet fra det tidligere lovede lønløfte.

På pressemødet søndag eftermiddag afviste Nicolai Wammen, at beløbet er småt. Han mente, det vil gøre en reel forskel i og med, det er til udvalgte og ikke alle.

Forligene skal godkendes ved afstemninger i alle organisationerne, så de nye aftaler kan træde i kraft 1. april, når de gamle udløber.

Aftalerne om de offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår forhandles først i hus på de tre hovedområder – stat, kommuner og regioner.

Det er kutyme, at statens overenskomst falder på plads først og dermed sætter retningen for hovedaftaler for dernæst kommuner og siden regioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter