PolicyWatch

Transportbranchen går til EU-domstolen i sag om statsstøtte til Postnord

Vognmandsorganisationen ITD vil hive EU-Kommissionen i retten, fordi den mener, der er givet ulovlig statsstøtte til Postnord.

Foto: Benjamin Nørskov/Polfoto

Opdateret 21/9, 7.03.

Momsfritagelse, milliardstort kapitalindskud, statsgaranti og mere ligger til grund for, at vognmandsorganisationen ITD nu stævner EU-Kommissionen.

Det skriver Børsen.

At det er EU-organet, der modtager stævningen, skyldes, at Kommissionen 28. maj i år blåstemplede milliardstøtten fra Danmark og Sverige til det fællesejede Postnord.

Ifølge Lena Sandberg, der fører sagen og er partner i advokatselskabet Gibson, Dunn & Crutcher LLP kan der være tale om, at rigtigt mange penge skal betales tilbage.

"Hvis vi vinder sagen, går den tilbage til EU-Kommissionen, der så skal tage en ny beslutning ud fra den afgørelse, som EU-Domstolen når frem til. Så står vi med en ny beslutning, og den kan meget vel hedde, at Postdanmark skal tilbagebetale nogen af pengene," siger Lena Sandberg til Børsen.

Fik kapitalindsprøjtning af Danmark og Sverige

I oktober 2017 fik Postnord efter lange forhandlinger mellem den danske og svenske stat - der ejet postselskabet - tilført 1,7 mia. kr. Pengene skulle bl.a. bruges til at fyre en række tjenestemænd i postselskabet på grund af dårlig økonomi.

Allerede dengang førte det til klager fra transportbranchen, som mente, at der var tale om ulovlig statsstøtte. I november samme år indgav brancheorganisationen ITD en klage til EU-Kommissionen, som altså blev afvist i maj i år.

Det er netop derfor, at ITD nu tager det næste skridt ved at prøve sagen i EU-domstolen.

I en pressemeddelelse skriver ITD, at der er fem forhold, som ifølge organisationen er tegn på ulovlig statsstøtte.

ITD mener, at Postnord er blever overkompenseret af ejerne ved at få for mange penge for at udføre befordringspligten. Befordringspligten er den pligt, som Postnord har i forhold til at levere post i hele landet.

ITD mener også, at en kapitalindsprøjtning i februar 2017 på 1 mia. kr. kom fra Danmark og Sverige og ikke fra moderselskabet Postnord - som er ejet af Danmark og Sverige. Det er ulovlig statsstøtte, mener organisationen.

ITD mener, at Postnord har en konkurrencefordel ved at have mulighed for momsfritagelse. Momsfritagelsen er meddelt af Told & Skat og har siden 2016 været trukket tilbage. Ifølge ITD er fritagelsen dog stadig en mulighed.

ITD mener, at Postnord har brugt penge, der reelt skulle være brugt til at udføre befordringspligten, til at støtte postselskabets konkurrenceudsatte aktiviteter. Med konkurrenceudsatte aktiviteter menes der bl.a. fragtkørsel, som også udføres af private vognmænd.

ITD mener også, at Post Danmark har fået en gratis garanti af sine ejere - den danske og svenske stat - og at støtten ikke er forældet.

Bliver udkonkurreret af offentlig virksomhed

Brancheorganisationen - der fører sagen sammen med transportfirmaet Danske Vognmænd - mener, at det statslige postselskab er med til at udkonkurrere danske transportvirksomheder, og det er årsagen til, at man nu tager statsstøttesagen videre til EU-domstolen.

"I ITD ønsker vi at få sat stop for, at private transport- og logistikvirksomheder bliver udkonkurreret af en offentligt støttet aktør som Post Danmark. Derfor vil vi have EU-Kommissionens godkendelse af ny statsstøtte prøvet ved EU-Domstolen. ITD's medlemmer har i mange år oplevet PostNord Danmark som et statsejet selskab, der på favorable vilkår konkurrerer direkte mod private aktører i et presset marked," udtaler Carina Christensen, adm. direktør i ITD i en pressemeddelelse.

EU vil jonglere seks handelsaftaler - og lidt til - på 250 dage 

El-lobbyisten: EU-politik påvirker livet for en halv milliard mennesker 

Mere fra PolicyWatch

DI bifalder ny finanslovsaftale uden flyafgift

Hos DI Transport er direktør Michael Svane glad for, at en flyafgift ikke fandt vej til ny finanslov. Organisationen mener dog, at andre elementer i delaftale giver en "startbane" for grøn omstilling af luftfarten.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier