Rapport: Britisk regering ønsker nu løs brexitaftale

Daily Telegraph skriver, at Theresa Mays ministre nu ønsker aftale i stil med Canadas handelsaftale.
Premierminister Theresa May ønsker nu angiveligt en aftale med EU, der minder om den canadiske model. | Foto: Ritzau Scanpix / Matt Dunham, Pool Photo via AP
Premierminister Theresa May ønsker nu angiveligt en aftale med EU, der minder om den canadiske model. | Foto: Ritzau Scanpix / Matt Dunham, Pool Photo via AP
AF RITZAU

Et flertal af nøgleministrene i premierminister Theresa Mays regering støtter nu en politik, hvor Storbritannien bevæger sig mod en handelsaftale med EU efter den canadiske model, skriver den britiske avis Daily Telegraph.

Handelsaftalen er en begrænset aftale, der kun omhandler udvalgte varer.

EU's stats- og regeringschefer afviste på deres møde i Salzburg i Østrig fredag Mays udspil til en brexitaftale. 

Det har fået May til at beskylde EU for at skabe "et dødvande" i skilsmisseforhandlingerne ved helt at afvise hendes udspil til en aftale - Chequers-planen for brexit.

May opfordrede i weekenden til en gennemgribende nytænkning omkring aftalen.

Den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, er blevet en nøgleperson i de britiske EU-modstanderes kamp for et "klart brexit". 

Hunt, som tidligere var EU-tilhænger, er nu i den lejr, som vil bryde klart med EU, og han har offentligt talt om en aftale formet ud fra den canadiske model.

Hunt fremsatte i weekenden skarpe udtalelser om, at den britiske regering måske har fejlbedømt EU-landenes politiske ledere.

"Hvis det er EU's forventning, at det blot ved at sige nej til alle forslag, som kommer fra Storbritannien, kan få os til at kapitulere, så vi enten ender med en norsk løsning eller forbliver EU-medlem, så tager de grueligt fejl." 

"Så har man virkelig fejlbedømt den britiske befolkning," sagde Hunt til BBC lørdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også