EU udsteder milliardbøde til Mastercard for høje gebyrer

Reglerne for brug af Mastercard har betydet, at omkostningerne har været for høje ved kortbetalinger.
Konkurrencekommissær Margrethe Vestager. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Virginia Mayo.
Konkurrencekommissær Margrethe Vestager. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Virginia Mayo.
AF RITZAU

Mastercard har i strid med EU-regler begrænset konkurrencen mellem banker, og dermed har gebyrer for kortbetalinger nogle steder været kunstigt høje. Det koster virksomheden en milliardbøde.

EU-Kommissionens bøde til den amerikanske virksomhed lyder på 570 millioner euro. Det svarer til 4,3 milliarder danske kroner.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager skriver i en meddelelse, at Mastercards regler i sidste ende har kostet for forbrugere og butikker.

"Ved at forhindre butiksindehaverne i at vælge de bedste betingelser tilbudt af banker i andre EU-lande har Mastercard kunstigt hævet omkostninger for kortbetalinger til skade for forbrugere og butikker," siger hun.

Kommissionen har reduceret bøden med 10 procent, da Mastercard har samarbejdet i sagen. Den blev indledt med en undersøgelse i 2013.

Når en kunde benytter Mastercard i en forretning eller i en netbutik, betaler butikkens bank et gebyr til kortejerens bank. Det kaldes et interchange-gebyr.

Butikkens bank sender regningen for dette gebyr til butiksejeren, som inkluderer det i prisen for varen.

Mastercard har betinget, at butikker kun må benytte de gebyrer, der er gældende i det land, hvor butikken hører hjemme. Dermed har butikkerne været forhindret i at bruge billigere bankalternativer i andre EU-lande.

Det problem var særlig stort indtil for tre år siden. I december 2015 gjorde EU-regler op med store forskelle på gebyrerne i de forskellige EU-lande.

I en lignende sag mod Visa, der er den største kreditkortudbyder i EU, fik kommissionen for nogle år siden - i runde tal - halveret de daværende gebyrer. 

Bøden til Mastercard hører til i den høje ende. Vestager har dog tidligere udskrevet store bøder til andre virksomheder i USA.

Den største er sendt til Google. Den lød på 32 milliarder danske kroner.

Den danske EU-kommissær har også ført store sager mod Amazon, Apple, Disneyland, Facebook, McDonald's og Starbucks.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også