EU-lande enes om den russiske gasledning Nord Streams skæbne

Frankrig og Tyskland har vundet støtte til et kompromis om gasdirektiv, siger forbundskansler Angela Merkel.
Angela Merkel glæder sig over, at der er enighed om at ændre gasdirektivet. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/David W Cerny
Angela Merkel glæder sig over, at der er enighed om at ændre gasdirektivet. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/David W Cerny
AF RITZAU

EU's medlemslande er enige om en ændring af EU's gasdirektiv, der har afgørende betydning for, om den russiske gasledning Nord Stream 2 kan blive en realitet. 

Det bekræfter EU-diplomater i Bruxelles. Dermed er landene klar til snart at forhandle med EU-Parlamentet om direktivet. 

Det er faldet på plads efter forhandlinger med Frankrig, konstaterer den tyske forbundskansler, Angela Merkel, om den dramatiske slutspurt i forløbet. 

"Det er en god dag. Det havde ikke været muligt uden godt samarbejde mellem Tyskland og Frankrig," siger Merkel ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Kunne have bremset gasledning

Kommissionens udspil til ændring af gasdirektivet kunne reelt have bremset den russiske gasledning. Forslaget lagde således op til, at gasdirektivet skulle omfatte forsyningsledninger til tredjelande. 

Det ville medføre, at EU-regler blev gældende for det tysk-russiske projekt, som i sin nuværende form ville være umuligt at gennemføre. 

Det er især Tyskland, som har forsvaret og presset på for at få Nord Stream 2, der kan blive en lukrativ aftale for tyskerne. 

Østeuropa er skeptiske over for projektet, der går direkte imod EU's energipolitik om at mindske afhængigheden af russisk gas. Også den danske regering har udtrykt bekymring og modstand mod projektet. 

Danmark har tidligere udskudt beslutninger om at godkende linjeføringen af Nord Stream 2 og afventet en afgørelse på det nye gasdirektiv. 

Støtte fra Frankrig

Dagen før et afgørende gasmøde mellem EU-landenes ambassadører valgte Frankrig til manges overraskelse at støtte gasdirektivet og dermed underminere Tysklands chance for at blokere det. 

Men Tyskland har i sidste øjeblik efter forhandlinger med Frankrig sikret sig et kompromis. 

Det kompromis betyder ifølge nyhedsbureauet AFP, som har set en kopi, at det ikke bliver EU-regler, som skal regulere Nord Stream 2. 

Kompromiset vil ændre forslaget til det nye gasdirektiv, så det EU-land, hvortil en ledning fra et tredjeland først rammer EU, skal regulere aftalen. 

I tilfældet Nord Stream 2 vil det være Tyskland. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også