Forskere: Ny Brexit-afstemning vil gennemtvinge udskydelse

Det tager tid at få en folkeafstemning gennemført, siger forsker efter Labours mulige støtte til afstemning.
Theresa May. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Jessica Taylor
Theresa May. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Jessica Taylor
RITZAU

Hvis det britiske parlament bliver enig om en ny folkeafstemning om brexit, vil det uundgåeligt forsinke processen.

Det vurderer to danske forskere, efter at Labours leder, Jeremy Corbyn, mandag aften kom med en ny erklæring. 

Corbyn har meddelt, at partiet vil støtte opfordringen til en ny folkeafstemning, hvis parlamentet ikke støtter en alternativ plan fremlagt af partiet selv. 

Det er bestemt ikke utænkeligt, at det kan få opbakning, vurderer Ole Helmersen, professor ved CBS med stor indsigt i britisk politik. Men det bliver umuligt at nå inden for tidsplanen for brexit, påpeger han.

"Man kan ikke nå at holde en folkeafstemning og derefter også have en parlamentsforhandling af resultatet, så det vil automatisk betyde en forlængelse," siger professoren.

Det fremgår af EU-traktatens artikel 50, at der går to år, fra et land meddeler sin udtræden, til den effektueres. Den frist udløber 29. marts i år.

Premierminister Theresa May har flere gange slået fast, at briterne træder ud til tiden.

Det er fortsat uklart, hvad det mere præcist er, at Corbyn ønsker, der skal stå på stemmesedlen til en mulig afstemning. Det påpeger Marlene Wind, der er professor i europæisk politik ved Københavns Universitet.

Derfor er det ifølge hende også svært at vurdere, hvorvidt det vil få opbakning i Underhuset.

Men Marlene Wind vurderer, at det vil tvinge May til at bede EU om at få udsat hele processen, hvis det bliver en realitet. 

"Det tager rigtig lang tid i Storbritannien at få en folkeafstemning vedtaget og gennemført," siger hun og tilføjer:

"Hvis det ender med at være den vej, man går, vil der ikke bare være tale om nogle få måneder men måske et års udsættelse af brexit efter en eventuel folkeafstemning."

Internt i Labour har der både været medlemmer, der var for og imod en ny folkeafstemning. Men Corbyn har tidligere afholdt sig fra at støtte forslaget.

Ifølge Ole Helmersen vil en mulig afstemning ikke handle om, hvorvidt briterne skal ud af EU eller ej. Den vil snarere handle om, hvordan de skal ud. 

"Det vil sandsynligvis blive en af afstemning, der handler om at sige ja eller nej til den aftale, som May har forhandlet med EU," siger han.

Onsdag skal parlamentet debattere og stemme om næste skridt i briternes skilsmisse med EU.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også