S vil lægge EU-bund for selskabsskat på dansk niveau

Socialdemokratiet håber på EU-skattebund på dansk niveau, mens Dansk Folkeparti frygter ræs mod bunden.
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt
AF RITZAU

Hvis der skal laves en bund for, hvor lavt et EU-land må sænke sin selskabsskat, bør bunden placeres omkring gennemsnittet i EU, mener Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard.

Det vil samtidig også være cirka omkring niveauet i Danmark.

"Vi har i vores beslutningsforslag peget på, at et naturligt sted at placere bunden er på det nuværende gennemsnit af selskabsskat i EU. Det ligger mere eller mindre præcist på, hvad selskabsskatten er i Danmark."

Hvordan overtaler man alle de lande under gennemsnittet til at hæve deres selskabsskat?

"Det gør man ved at argumentere for, at de lande ikke kan blive ved med at slippe afsted med dybest set at have en skatteundgåelsespraksis," siger han.

"Sådan ser vi på det i Socialdemokratiet. Vi vil ikke blive ved med at acceptere den selskabsskattepraksis, der foregår i Irland og Luxembourg og andre steder."

Striden om en fælles EU-bund for, hvor langt ned medlemslandene må sænke deres selskabsskat, er blevet aktuel, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lørdag erklærede sit partis støtte til sådan en grænse.

Modsat har EU-ordfører for Dansk Folkeparti Kenneth Kristensen Berth ikke den store tiltro til en skattebund.

Han frygter, at bunden vil blive lagt ved den laveste rate for selskabsskat i EU i dag.

"Jeg tror ikke, man kan tvinge lande til at hæve den," siger han.

"Hvis man lægger en bund på 10 procent, og det er nok i det leje, man skal regne med, fordi det er det, som Bulgarien har, så vil det sætte fut i de lande, der ikke ligger på det niveau, for at komme ned til den bund."

"Jeg har svært ved at se, hvad Danmark vinder ved det her."

Også andre borgerlige partier har svært ved at se fidusen i statsministerens forslag.

På Twitter skriver De Konservatives politiske ordfører, Anders Johansson:

"Skattepolitik er et nationalt anliggende, og sådan skal det forblive."

Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, skriver på samme sociale medie:

"Fri konkurrence og et frit marked er bedre end planøkonomisk føderalisme. Selskabsskatten skal ikke harmoniseres, den skal ned."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også