EU-forhandler: EU er klar til at håndtere brexit uden aftale

Chefforhandler Michel Barnier gentager, at der ikke vil være nye forhandlinger mellem EU og Storbritannien.
Michel Barnier
Michel Barnier
AF RITZAU

EU har forberedelserne i orden, hvis det ender med, at Storbritannien vinker farvel til EU uden en udtrædelsesaftale.

Det er meldingen fra EU's chefforhandler, Michel Barnier, der onsdag formiddag taler i EU-Parlamentet i Strasbourg.

"Vi har aldrig arbejdet for, at Storbritannien skulle træde ud uden en aftale. Vi har aldrig ønsket, at det skulle ske. Men hvis det skulle ske, er EU parat til at håndtere den situation," siger han.

Michel Barnier taler i parlamentet, efter at det britiske Underhus tirsdag aften nedstemte premierminister Theresa Mays exitaftale med EU.

Flertallet savnede garantier for, at Storbritannien ikke bliver bundet til EU's toldunion på ubestemt tid på grund af den åbne grænse mellem Irland og Nordirland.

Mandag aften var Theresa May i Strasbourg for at få forhandlet juridiske justeringer på plads i netop dette spørgsmål med Jean-Claude Juncker, der er formand for EU-Kommissionen.

Efterfølgende sagde Juncker på et pressemøde, at det var de sidste forhandlinger.

Det gentager Michel Barnier onsdag.

"Vi er gået så langt, som vi har kunnet, når vi skulle respektere Irland og holde freden," siger han.

Tirsdag aften sagde EU-præsident Donald Tusk gennem sin talsmand, at der skal være en "troværdig begrundelse" for at udskyde brexit, således at Storbritannien ikke forlader EU den 29. marts.

Nigel Farage, der stod i spidsen for kampagnen for, at Storbritannien skulle melde sig ud af EU, understreger på det kraftigste, at han ikke ser nogen idé i at sparke brexit til hjørne.

Faktisk frygter han, at processen kan blive trukket i langdrag og betyde, at båndene først bliver klippet over i 2023.

"Vi vil ikke spilde fire år mere af vores liv. Vi er jo også en torn i øjet på jer, så det klogeste ville være, hvis vi trådte ud, så både Storbritannien og EU kan komme videre," siger han i EU-Parlamentet.

Onsdag aften skal det britiske parlament i London stemme om, hvorvidt Storbritannien skal forlade EU uden en aftale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også