Mays støtteparti bekræfter: Vi stemmer ikke for din plan

Efter endnu en kaotisk dag i parlamentet vil premierminister for tredje gang fremsætte brexitplan.
Lederen for det nordirske DUP, Arlene Foster. | Foto: Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
Lederen for det nordirske DUP, Arlene Foster. | Foto: Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Lederen for det nordirske DUP, Arlene Foster, siger torsdag til irsk tv, at partiet vil stemme imod premierminister Theresa Mays brexitplan.

DUP er den konservative regerings støtteparti. Uden støtte fra partiets ti parlamentsmedlemmer har regeringen ikke flertal.

May ventes senest fredag at bringe den aftale, som hun har indgået med EU om skilsmisse, til afstemning for tredje gang.

Foster siger til tv-stationen RTE, at hendes parti heller ikke vil undlade at stemme for planen, skriver Reuters.

"At undlade at stemme vil være det værste af alle verdener, for du indikerer ikke, hvor du står på det mest vigtige spørgsmål i vor tid, så det var aldrig en mulighed," siger hun.

Som så mange gange før har der været et kaotisk og partiopdelt opgør i det britiske parlament om Storbritanniens fremtidige forhold til EU.

Onsdag havde parlamentet taget taktstokken med en række vejledende afstemninger. Der var otte i alt. De fleste lagde op til et blødere brexit i forhold til den plan, som May forsøger at få igennem.

Men ingen af dem samlede flertal. 

Det nærmeste var et forslag fra den konservative veteran Kenneth Clarke, der foreslog, at Storbritannien forbliver i EU's toldunion. Flest stemmer fik et forslag om en ny EU-folkeafstemning.

Under debatten kunne en række medier fortælle, at premierminister Theresa May har tilbudt at trække sig tilbage, hvis der kan skabes flertal for hendes skilsmisseplan torsdag eller fredag.

Men lige et øjeblik, lød det fra parlamentets formand, John Bercow. Han vil stadig ikke tillade, at May fremlægger den samme plan, der allerede to gange er nedstemt.

Onsdagen var også domineret af, at de mest indædte konservative modstandere af Mays plan nu pludselig erklærer sig villige til at støtte planen "som det mindste onde".

Det gælder blandt andet tidligere udenrigsminister Boris Johnson og den indflydelsesrige Jacob Rees-Mogg, der to gange tidligere har stemt imod skilsmisseaftalen.

Men de mest EU-positive parlamentarikere planlægger at gennemføre en række nye vejledende afstemninger mandag. Her vil man tage et par af de forslag, som fik mest støtte onsdag, og koncentrere debatten om dem.

Men status over hele linjen torsdag er, at der ikke er flertal for noget som helst i det britiske parlament lige nu.

Det haster. EU har udsat den britiske udtræden i to uger til 12. april, så May kan få sin plan gennemført. Sker det ikke senest fredag, ja så lyder det, at løbet er kørt. Måske.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også