Parlament vedtager lov for at forhindre brexit uden aftale

Parlamentet godkender forslag, der giver magt til at ændre Mays anmodning om at udsætte brexit til 30. juni.
Det britiske parlament. | Foto: Ritzau Scanpix / HO / various sources / AFP
Det britiske parlament. | Foto: Ritzau Scanpix / HO / various sources / AFP
AF RITZAU

Det britiske Underhus har kort før midnat til tirsdag godkendt et lovforslag, der har til formål at tvinge premierminister Theresa May til at udskyde brexit.

Det sker for at undgå, at briterne forlader EU uden en aftale på fredag, den 12. april.

Den nye lovgivning giver parlamentet magt til at granske og endda ændre Mays anmodning til EU om at udsætte brexit til 30. juni. 

Hvis parlamentet ønsker at ændre i Mays anmodning til EU, skal dette ske tirsdag.

Lovforslaget ventes at blive godkendt af dronning Elizabeth inden for kort tid.

Et af parlamentsmedlemmerne bag lovforslaget, Yvette Cooper fra oppositionspartiet Labour, er glad for, at det blev stemt igennem.

"Begge huse i parlamentet har her til aften givet kraftigt udtryk for, at det vil være dybt skadeligt for job, produktion og sikkerheden i vores land, hvis vi forlader EU uden en aftale," siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters. 

Omvendt er der stor utilfredshed i regeringen. 

"Dette er et kæmpe rod. Helt fundamentalt opponerer jeg mod det på baggrund af, at det er fuldstændig ukonventionelt," siger Andrea Leadsom, der repræsenterer regeringen i parlamentet, ifølge nyhedsbureauet AFP. 

Theresa May mødes tirsdag med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron.

May rejser til Berlin og dernæst Paris for at tale om brexit, dagen inden EU-lederne skal mødes ved et topmøde i Bruxelles.

EU-lederne samles onsdag til et krisemøde arrangeret af EU-præsident Donald Tusk for at diskutere brexit og Mays anmodning om at udsætte briternes farvel til EU.

En godkendelse af anmodningen kræver et ja fra alle de resterende 27 EU-medlemslande. 

Siger EU nej til Mays anmodning, træder Storbritannien ud af unionen på fredag.

Det er snart tre år siden, at briterne stemte for at træde ud af EU med 52 procent mod 48 procent.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også