EU beskyldes for protektionisme på ophugning: "Svært at tage seriøst"

Lobbyorganisation mener, at EU bruger sine regler for ophugning til at skærme sine værfter mod konkurrenter i Sydasien, selv om det går stik imod ønsket fra de ellers normalt så indflydelsesrige rederier i Europa.
Foto: DNV GL
Foto: DNV GL

En lobbyorganisation beskylder EU for at bruge sine regler for ophugning til at beskytte sine egne værfter mod konkurrence fra Sydasien.

Bag kritikken står Bimco, som har tæt på 2000 medlemmer i shippingbranchen. Ifølge Bimcos generalsekretær Angus Frew, så er EU's s liste over godkendte skrotværfter "svær at tage seriøst."

Han mener, at EU vægter sine værfters interesser over de normalt så indflydelsesrige rederier i det betændte spørgsmål om ophugning.

"Listen ligner lidt protektionisme, og den er en klar ulempe for de europæiske skibsejere," udtaler han i en meddelelse.

Fra 1. januar 2019 må skibe under europæisk flag kun blive ophugget på værfter, som EU har godkendt. Indtil videre er der godkendt værfter i Europa samt i Tyrkiet og USA. To ansøgere fra Indien har fået foreløbigt nej, men kan blive optaget på et senere tidspunkt, hvis de forbedrer sig.

Flere af rederiernes interesseorganisationer har løbende kritiseret listen, fordi de mener, at der ikke er nok kapacitet til at ophugge europæiske skibe, medmindre de kontroversielle beaching-værfter i Sydasien bliver optaget.

Omvendt mener flere ngo'er og parlamentarikere, at shippingindustrien bør tage større ansvar for, hvordan deres skibe bliver ophugget efter, at de i årtier er blevet skrottet på strandene i Sydasien til fare for arbejderne og miljøet.

Denne artikel er leveret af PolicyWatchs søstermedie ShippingWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også