210 europæiske borgmestre kræver skrappere klimapolitik

Borgmestre fra hele Europa går direkte imod deres egne regeringer og kræver skrappere klimapolitik.
Foto: /ritzau/AP/Martin Meissner/
Foto: /ritzau/AP/Martin Meissner/
AF RITZAU

EU's lande må tage sig sammen og udvise lederskab på klimaområdet.

Det mener 210 europæiske borgmestre, der tirsdag sender et åbent brev til EU's stats- og regeringsledere.

Det skriver Politiken tirsdag.

Brevet sendes to dage før et uformelt topmøde i Sibiu i Rumænien, hvor regeringsledere skal diskutere de store linjer for Europas fremtid.

De 210 borgmestre kalder den europæiske klimapolitik utilstrækkelig. 

Byer rundtomkring i Europa er godt i gang med at blive CO2-neutrale, indføre omfattende systemer for affaldshåndtering og bruge mere vedvarende energi. Men de mangler opbakning fra nationalstaterne, skriver borgmestrene.

"Som borgmestre og ledere af lokalregeringer kan vi spille en væsentlig rolle," skriver de i brevet. 

"Men vi har behov for understøttende europæiske rammer og initiativer, der sættes i værk af nationale myndigheder."

Vil halvere i 2030

I øjeblikket har EU kun lovet at sænke sin udledning af drivhusgasser som CO2 med 40 procent i 2030 og mindst 80 procent i 2050, begge tal i forhold til 1990. 

Det er alt for lidt, mener borgmestrene, der kræver mere end en halvering allerede i 2030 og et fuldt stop for CO2-udledning i 2050.

De kræver også totalt stop for statsstøtte til kul, gas og olie. Og det kan gøre ondt på mange industrier. 

Initiativet til brevet er taget af det globale storbynetværk C40 og tæller både storbyer som London, Paris og Madrid samt en række mindre byer som Frederikshavn og Sønderborg.

Danmark har allerede et nationalt mål om at gå i nettonul i 2050. Det blev fastlagt i den store energiaftale mellem alle Folketingets partier i 2018.

Men brevet er bestemt også henvendt til Danmark, understreger overborgmester Frank Jensen (S) fra København.

"Der er også områder, hvor Danmark hænger i bremsen. Mange af de ting, vi presser på for nu, er ting, vi (Borgerrepræsentationen i København, red.) ikke selv har myndighed til at ændre – transportsektoren blandt andet," siger han til Politiken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også